Har 'Borgen'-forfatterne en krystalkugle?

Det er nærmest, som om at forfatterne til aftenens afsnit af ’Borgen’ har kigget i krystalkuglen og dér set, hvad der ventede af problemer for den nuværende regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse

Søndagens afsnit af 'Borgen' afspejler virkeligheden overbevisende godt, mener EKstra Bladets kommentatorer. (Foto: DR)
Søndagens afsnit af 'Borgen' afspejler virkeligheden overbevisende godt, mener EKstra Bladets kommentatorer. (Foto: DR)

LÆS OGSÅ: Anmeldelse - Vidunderlige vandbærere

– Det er nærmest helt fremsynet, når man tænker på, at serien er optaget, før regeringen kom til. Alle løftebruddene, som danskerne raser over lige nu, er ret godt ramt på kornet, og de interne stridigheder i både blå og rød blok, der har været det seneste års tid, kan man sagtens nikke genkendende til i aftenens afsnit, siger tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K).

Også den politiske redaktør på TV2, Henrik Qvortrup, anerkender den heldige hånd, forfatterne har haft med manuskriptet, men mens Lene Espersen kan finde mange lighedstræk til det virkelige liv på Christiansborg, så hæfter Qvortrup sig især ved det i serien, som ikke passer.

Snydt på vægten
F.eks. forstår han ikke, hvorfor statsminister Birgitte Nyborg vil have et bredt flertal for regeringens miljøreform, når hun selv har flertallet. Og et endnu større mysterium er det, når ønsket tilmed bringer et regeringsparti, Miljøpartiet, i problemer, fordi det er lodret uenige i kompromiset.

– Glem det. Der bliver snydt på vægten flere steder i forhold til virkeligheden. Hvorfor er det lige, at statsministeren mener, det kan fjerne fokus fra miljøministerens benzinsluger af en Cadillac ved at lade ham præsentere forliget for pressen? Det skaber jo bare yderligere problemer for ham og er i sidste ende årsag til, at han trækker sig ud af politik, og at Miljøpartiet forlader regeringen.

– Det hænger ikke sammen på det logiske plan. Jeg synes godt, man kunne have gjort sit hjemmearbejde bedre, når man nu foregiver, at det her er noget, der godt kunne være sket i virkeligheden, siger Henrik Qvortrup, der dog mener, at underholdningsværdien er stor i serien.

Det mener Lene Espersen bestemt også.

– Det var igen et fantastisk godt afsnit, og man fik virkelig set, hvor hårdt medierne kan gå til politikerne, griner hun med henblik på den tur i mediemøllen, miljøminister Amir Divan bliver udsat for på grund af sin meget lidt miljøvenlige Cadillac.

– Jeg har dog aldrig oplevet, at en politiker har indrømmet at stå bag en smædekampagne, som statsministeren gør i afsnittet, siger Lene Espersen.

– Det gør hun vel for at få ham til at ændre beslutning om at forlade politik?


– Måske. Men han var en god skikkelse i serien, fordi der er en del, der går ind i politik af idealistiske grunde. Når de så ser, hvor hårdt det kan være, og at der kan være langt imellem skulderklappene, vælger de at stå af igen. Hvis man ikke kan holde til at blive kritiseret, skal man holde sig fra politik. Det viser Amir Divan tydeligt, at han ikke har rygrad og stædighed nok til at stå igennem.

Utroværdigt
Balancen mellem det politiske liv og det private hæfter Lene Espersen sig også ved.

– Det var utroværdigt, at statsministeren som mor ikke kunne se de signaler, datteren udsendte. Men hårdt trukket op så viste det, at hun ikke var så nærværende på hjemmefronten i en tid, hvor der var en hektisk politisk dagsorden.

– Ringer der en klokke hos dig selv?


– Det gør der da. Men mindre børn er noget mere kontante i meldingerne. De siger bare: ’Mor, læg så den mobiltelefon. Nu skal vi lege med Lego’. Men jeg forsøger da at slappe af og lægge arbejdet bag mig, når jeg er sammen med børnene. Så er man også meget mere kampklar, når man er tilbage på Borgen.

Spindoktoren
Et andet emne, aftenens afsnit tog hul på, var det moralske dilemma, spindoktorer befinder sig i, når de arbejder for en politiker, de ikke deler politisk opfattelse med. Journalist Katrine Fønsmark bliver spindoktor for den moderate Lars Hesselboe, og det går slet ikke.

Henrik Qvortrup har en fortid som spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, og spørgsmålet er, hvor udbredt det er at have andre politiske sympatier end den, man arbejder for.

– Var der et spørgsmål, jeg aldrig blev stillet, før jeg fik jobbet, så var det, om jeg stemte på Venstre. Hesselboe synes, det er fint, at Fønsmark er uenig med ham, men det er klart, at han må sige fra, da hun sidder og belærer ham og de andre partier om, hvad de må mene.

– Men stemmer du på Venstre?

– Det har jeg ingen mening om. Jeg undlod at besvare spørgsmålet i sin tid, og pointen er, at det var helt fint for Fogh.