Vild med dans-veteraner klar til fest: Det går amok!

En stor del af danserne fra 'Vild med dans' 2008 er samlet i studiet her til aften til fest og farver, og det kommer ikke til at gå stille for sig, lover de

Hans Pilgaard indtog scenen, før programmet gik i luften. (Foto: Mogens Flindt)
Hans Pilgaard indtog scenen, før programmet gik i luften. (Foto: Mogens Flindt)

Der er dømt reunion i 'Vild med dans'-studiet på Amager fredag aften.

En stor flok af holdet fra 2008 er mødt op for at følge denne sæsons dansere - og for at fyre den af. Og hvis man skal dømme ud fra stemningen før programmet, kommer det ikke til at gå stille for sig.

Anne Mette Rasmussen, Hans Pilgaard, Kenneth Carlsen, Szhirley, Anne Grethe Bjarup Riis, Jette Torp og Joachim B. Olsen skal feste sammen både i studiet og natten lang.

- Det er sindssygt dejligt at møde næsten alle fra mit gamle dansehold. Vi går bare rundt og råber og skriger og synger. Vi skal feste, og ja vi skal da også være fulde. Jeg har i hvert fald tænkt mig at skåle med mine gamle venner. Ej, det kommer da til at gå amok, siger Anne Grethe Bjarup Riis.

- Anne Grethe har jo aldrig sagt noget, som hun ikke står ved, så jeg kan da kun sige, at jeg er glad for, at jeg først skal med et fly hjem klokken 16.30 i morgen, siger Hans Pilgaard, der har faste planer for aftenen:

- Jeg skal danse twist og synge karaoke med Anne Mette.

- Er du klar til at fyre den af, Anne Mette?

- Det kan man jo gøre på mange måder. Vi skal i hvert fald hygge os og ha' det sjovt, lyder det lidt mere afdæmpet fra Anne Mette Rasmussen.