'Borgen' støvsugede seerne

Seerne var i den grad med, da DR smed det første af de nye 'Borgen'-afsnit på skærmen søndag aften

DR er tilbage for fuld styrke på tv-hitlisterne med de nye afsnit af 'Borgen'. (Foto: Mike Kollöffel / DR)
DR er tilbage for fuld styrke på tv-hitlisterne med de nye afsnit af 'Borgen'. (Foto: Mike Kollöffel / DR)

Intet mindre end 1.417.000 seere så med søndag klokken 20.00, da DR's kvindelige statsminister i skikkelse af Sidse Babett Knudsen var en tur i Afghanistan og havde bøvl med børn og skilsmissepapirer.

Seerne kunne følge med både på DR 1 og DR HD. Og meget tyder på, at seerne ikke er blevet trætte af at følge Sidse Babett, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen og de andre spillere i det politiske drama i og omkring 'Borgen'.

1.259.000 så med på DR1 og 158.000 på DR HD.

Til sammenligning så 1.261.000 seere med, da TV 2's klassiske seermagnet 'Vild med dans' løb over skærmen fredag aften.

I Ekstra Bladet høstede første afsnit af 'Borgen' fire stjerner. Læs anmeldelsen HER, hvor du også kan give dine egne stjerner og kommentere det aktuelle afsnit.