Soffie Dalsgaard: Min danseskole druknede

Det store regnskyl i begyndelsen af juli ødelagde totalt dansestjernens undervisningslokaler

Soffie Dalsgaard og hendes mand, Jesper, har styrtet rundt for at finde nye lokaler til deres danseskole. De gamle blev ødelagt af skybruddet i starten af juli. (Foto: Jens Panduro).
Soffie Dalsgaard og hendes mand, Jesper, har styrtet rundt for at finde nye lokaler til deres danseskole. De gamle blev ødelagt af skybruddet i starten af juli. (Foto: Jens Panduro).

- Det var med nerverne uden på tøjet, at Jesper og jeg styrtede rundt for at finde nye lokaler til vores danseskole.

Både vores turneringsdansere og vores mange motions-og børnedansere ville jo bare have fundet andre steder at danse, hvis vi ikke havde kunnet åbne bare nogenlunde til tiden.

Ekstra Bladets ' Vild med dans'-kommentator, Soffie Dalsgaard, er normalt ikke en kvinde, der ryster på hånden.

Men det store regnskyl i begyndelsen af juli oversvømmede og ødelagde totalt hendes danseskole - og da det ikke nødvendigvis er sådan, at danseegnede lokaler hænger på træerne, skulle det vise sig at blive en kamp mod uret for hende og ægtemanden at genetablere danseskolen.

En måned for sent
- Forsikringsselskabet sagde stop. I 15 år har vores danseskole haft til huse i en kælder på Lyngbyvej, men denne gang var det sjette gang, at parket, vægge og inventar blev ødelagt, så nu blev vi tvunget til at finde en løsning, fortæller hun.

Men heldet var med dem.

Soffie Dance Studio har fundet lokaler længere inde ad Lyngbyvej, og her gik de i gang i sidste uge - ' kun' en måned for sent for turneringsdanserne og ca. 14 dage for sent for de øvrige.

- Det var på et hængende hår, før vores mange dansere ville sive andre steder hen.

Men nu er vi i gang, selv om det er helt rå lokaler, som vi kun langsomt får bygget op.

Læs også: Udstemte dansere: Vi har gjort det vi kunne

Forsikringen dækker naturligvis en del af det ødelagte, men hovedparten af investeringen i den nye danseskole er vores egen, oplyser hun.

Muldvarpene er oppe Hun tilføjer, at de har været så heldige at kunne samarbejde med Lyngby Dans, så ikke alt har været gået i stå.

For Soffie og Jesper Dalsgaard er det et helt ' nyt liv', der tager sin begyndelse.

De to ' muldvarpe' er kravlet ud af kælderen og har etableret sig over jorden denne gang. Det morer de sig meget over.

- Ja, det er et ordentligt spring. Og jeg kan forsikre, at vi har kigget på mange lokaler, før vi valgte dem på Lyngbyvej 165. Men her tror jeg også, at vi kommer til at trives, og her kan regnen i hvert fald ikke nå os, fastslår Soffie.