Det er sidste omgang X Factor for Blachman

Thomas Blachman deltager for fjerde gang som dommer i 'X Factor', men det bliver nok også hans sidste gang

Thomas Blachman tager en omgang til...men det bliver også den sidste. (Foto: Mogens Flindt)
Thomas Blachman tager en omgang til...men det bliver også den sidste. (Foto: Mogens Flindt)

I de fire sæsoner, 'X Factor' har kørt i Danmark, har Blachman været dommer hele tre gange. Nu sætter han sig så i dommerstolen for fjerde gang, men det bliver efter hans eget udsagn også den sidste.

LÆS OGSÅ: Her er dommerne - Fire gange X Factor-genbrug

- Jeg har været med til at bane vejen for et systemskifte ved at gå ind i et fucking format som det her med min sindssyge karisma, og det er jeg egentlig tilfreds med. Men nu skal håbet installeres, så jeg bliver nødt til at gøre mit arbejde færdigt, siger han og tilføjer:

Tilsidesætter eget talent
- Jeg tror, det er sidste omgang det her. Fordi det ville være en fuldstændig uoverskuelig tilsidesættelse af talent at bruge resten af mit liv på det her.

LÆS OGSÅ: Rutinerede 'X Factor'-dommere: Vi er ikke gratis

Hvis det er sidste gang, danskerne får Thomas Blachmans kommentarer at høre fredag efter fredag på landsdækkende tv, er det samtidig også Blachmans sidste chance for at vinde 'X Faktor'.

For selvom det er fjerde gang, han skal være dommer på programmet, har han aldrig stået bag vinderen af 'X Faktor'.

Solo Plexus
- Der rammer du jo simpelthen lige i solo plexus der, siger Blachman med stor sarkasme og tilføjer:

- Men det eneste rigtige svar er jo bare, at jeg har vundet hver gang på min egen måde. Man orker næsten ikke den uoverkommelige opgave at forestille sig det her program uden mig, siger Thomas Blachman og afbryder endnu engang sin egen talestrøm:

- Jeg er public service i egen høje person. Jeg befrugter de digitale kanaler med min sæd og spreder mit menneskesyn - og det er at fylde ingenting ud med alting. Og det er en kæmpe sejr, siger han.