Vild med dans gav Skjulte stjerner bøllebank

Anne Sofie Espersen slog Marie Frank, da tv-krigen fredag aften brød ud. Noget så eftertrykkeligt endda. Dobbelt så mange danskere så 'Vild med dans' som 'Skjulte stjerner'

'Vild med dans' trak fredag aften over en million seere. (Foto: Mogens Flindt)
'Vild med dans' trak fredag aften over en million seere. (Foto: Mogens Flindt)

På Danmarks Radio vidste de fra starten, at det ville blive en hård kamp - ja faktisk en umulig opgave - hvis 'Skjulte stjerner' skulle få lige så mange seere som TV 2-flagskibet 'Vild med dans' fredag aften i primetime. Og de fik ret!

I fredags, da 'Vild med dans' havde premiere og 'Skjulte stjerner' gik i luften med det første liveshow, valgte dobbelt så mange danskere det velkendte og gennemtæskede danseprogram frem for DR's nye satsning.

LÆS OGSÅ: Farvel til gravide Marie Frank

Kun 586.000 så 'Skjulte stjerner' mellem klokken 20 og 21, mens 1.149.000 så 'Vild med dans'.

Ikke skuffet
Da afgørelsen faldt i DR's sangprogram så 818.000 danskere med. Alligevel siger DR's underholdningschef, at han ikke er skuffet.

- 820.000 er da mange seere, siger Jan Lagermand Lundme til Ekstra Bladet.

- Ja....det var de sidste 12 minutter. I selve hovedprogrammet var der under 600.000, der så med. Er du tilfreds med det?

- Jeg vil selvfølgelig gerne have mere end 600.000 seere i hovedprogrammet. Det jeg håber på er, at når der har været over 800.000 inde og se afgørelsen, vil de måske også se hovedprogrammet i næste uge, siger han og erkender endnu en gang, at det er svært at ligge overfor 'Vild med dans' med et spritnyt program.

LÆS OGSÅ: Claudia i latterlig stærke smerter: Det var min skyld

- Det eneste, vi ikke skal gøre, er at gå i panik, siger Jan Lagermand Lundme, der aldrig har troet på, at 'Skjulte stjerner' ligefrem vil kunne slå 'Vild med dans'.

- Det er nok også derfor, jeg ikke er så skuffet, siger underholdningschefen.