Kurt Thybo og Sven-Ole Thorsen har allerede svunget hofterne i TV2-programmet 'Vild med dans'.
Og igen i år deltager en aldrende herre.
61-årige Tommy Kenter er nemlig den første offentliggjorte mandlige deltager i 2011-sæsonen.
LÆS OGSÅ: Tommy Kenter: Forandringen er mit brændstof
- Jeg ser altid 'Vild med dans', og jeg elsker det. Det er vanvittigt underholdende, og dans er den mest inciterende måde, man kan bevæge sig på. Det vil jeg rigtig gerne lære, fortæller Tommy Kenter til BILLED-BLADET.
Kaya Brüel er første kvindelige deltager, som producenten har løftet sløret for.
Spiller revy
Men selvom hun er væsentlig yngre end Tommy Kenter, så vil han give hende og de andre deltagere kamp til stregen.
- Det kan godt være, jeg er udset til at være ham den gamle, der ryger ud først, men så let slipper de ikke, lyder det kække svar fra den 61-årige skuespiller.
LÆS OGSÅ: Kenter laver kollektiv
På tv har vi senest set Tommy Kenter i DR's dramaserie 'Livvagterne', hvor han spillede en lettere alkoholisk psykolog.
For tiden spiller Tommy Kenter med i 'Revyperler på stribe', som midt i juli dragede på Danmarksturné.
Så han er kampklar, når han senere på året indtager de skrå brædder i danseshowet.