Store bryster og druk chokerer i tv-serie

I den nye britiske reality-tv-serie 'Geordie Shore' bliver der præsenteret store bryster, ukontrolleret druk og folk, der brækker sig - og det har skabt stor vrede hos de lokale indbyggere i byen Newcastle, som tv-serien portrætterer

De unge deltagere i den nye britiske reality-tv-serie 'Geordie Shore' chokerer det britiske folk.(Foto: MTV)
De unge deltagere i den nye britiske reality-tv-serie 'Geordie Shore' chokerer det britiske folk.(Foto: MTV)

Amerikanerne har deres egen skandale-serie 'Jersey Shore' med unge mennesker, der vælter sig i druk og seksuelle eksapader. Briterne har 'The Only Way Is Essex' og 'Made in Chelsea', der er lidt pænere. Men nu har briterne også fået en tv-serie med titlen 'Geordie Shore', der næsten hedder det samme det amerikanske forbillede og som kan matche 'Jersey Shore' i ungdommelig vildskab.

I første afsnit af tv-serien, der blev vist i tirsdags, ser man den kvindelige deltager Holly Hagan vise sine store bryster frem til sine mandlige roommates i et spa-bad. Og kort efter drikker den mandlige deltager Jay Gardner øl fra en flaske, som er placeret mellem hendes store bryster.

Holly sover senere på natten med den 23-årige Gary Beadle, selv om hun i forvejen har en kæreste, og den kun 21-årige Sophie Kasaei bliver så syg af druk, at hun kaster op i adskillige minutter ned i toilettet.

Det lyder som en ganske almindelig 'hyggelig' aften i reality-tv-verdenens nye foretrukne ungdomsuniverser - tv-programmer, hvor man på tæt hold følger unge mennesker gå amok i druk og seksuelle udskejelser.

Stor vrede i Newcastle
For de lokale beboere i byen Newcastle var det imidlertid knap så sjovt, at de unge mennesker viste et så grimt billede af ungdommem i Newcastle, og tv-serien er blevet kritiseret sønder og sammen.

- De idioter får os til at skamme os over vores egen by, lyder den mest brugte bemærkning fra de rasende beboere i Newcastle. 23.000 mennesker er allerede blevet medlem af en Facebook-klub med titlen 'R.I.P. Geordie Pride', hvor folk kritiserer tv-serien og dens deltagere. Og ifølge den engelske avis The Sun har 4000 mennesker allerede skrevet under på, at MTV's tv-serie skal fjernes fra skærmen.

Men MTV-folkene er yderst tilfredse. Showet blev nemlig set af 330.000 mennesker.