'Den som dræber' - skudt i hovedet eller genial?

Seriemord til aftenkaffen: De danske krimiforfattere er stærkt uenige om tv-serien 'Den som dræber'

Katrine Ries Jensen (Laura Bach) og Thomas Schaeffer (Jakob Cedergren) opklarer seriemord i 'Den som dræber' hver søndag aften på TV 2. Vi har spurgt krimiforfatterne, hvad de synes om at få vold til aftenkaffen. (Foto: Per Arnesen/TV 2)
Katrine Ries Jensen (Laura Bach) og Thomas Schaeffer (Jakob Cedergren) opklarer seriemord i 'Den som dræber' hver søndag aften på TV 2. Vi har spurgt krimiforfatterne, hvad de synes om at få vold til aftenkaffen. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

En sadistisk morder, som begraver yngre kvinder levende. En psykopat, som leger far, mor og børn med en sagesløs familie - indtil han skærer halsen over på dem alle sammen.

Sådan ser ægte, dansk familiesøndagshygge ud, hvis man spørger TV 2's programchef, Keld Reinicke, og forfatter Elsebeth Egholm.

TV 2's store satsning 'Den som dræber' har de seneste uger bragt sindene i kog hos en del danske tv-seere. Især de danske børnefamilier har følt sig krænket af den megen vold og de bestialsk udpenslede forbrydelser, som søndag efter søndag bliver serveret til aftenkaffen klokken 20.

Mange seere er blevet fortørnet over, at TV 2 har valgt at sende den brutale serie på et tidspunkt, hvor familiens små børn endnu ikke er lagt i seng.

LÆS OGSÅ: Dræbende utroværdigt

Hanne Bech: Velspillet
I flere medier har programchef Keld Reinicke pure afvist kritikken. I stedet har han udtrykt begejstring for, at hvert afsnit af 'Den som dræber' indtil videre er blevet set af over en million danskere. Seertal, som ellers normalt er forbeholdt tv-serier produceret af konkurrenten DR.

En af dem, der ser begejstret med, er forhenværende politidirektør Hanne Bech Hansen, der i dag er krimiforfatter:

- Serien har fanget mig fra første afsnit. Den er velskrevet og velspillet. Jeg synes ikke, de udpensler volden. I min tid i politiet har jeg set det, der var mange gange værre.

Helt realistisk er serien dog ikke, mener hun:

- I virkelighedens verden arbejder politifolkene langt tættere sammen. De danske politibetjente er ikke en flok soloryttere.

På bogfronten sluger vi danskere bloddryppende krimier som aldrig før. Set i det lys er det måske forståeligt, at TV 2 skeler til krimiernes succes og forsøger at give os det, vi åbenbart er så vilde med - nemlig bestialske mord og hårrejsende forbrydelser.

LÆS OGSÅ: Drabschefens kone faldt i søvn til TV 2-krimi

Voldspsykopater og seriemordere
I weekenden havde Det Gamle Statsfængsel i Horsens besøg af nogle af Danmarks mest vanvittige voldspsykopater og seriemordere. I hvert fald i fiktionens verden. Årets krimimesse havde samlet cremen af danske krimiforfattere, som tilsammen har tusindvis af grufulde mord på den litterære samvittighed.

Men hvad synes de andre danske krimidronninger og -konger egentlig om 'Den som dræber'? Og hvad siger seriens forfatter, Elsebeth Egholm, selv til kritikken om, at serien er for brutal?

Elsebeth Egholm, forfatter til 'Den som dræber':
- Jeg synes ikke, serien er specielt voldelig. Den ligner de andre serier, jeg har set på DR. Vi ville lave en tv-serie, der handler om seriemord. Og når det er præmissen, så spiller vold selvfølgelig en vigtig rolle. Det er et dramatisk virkemiddel, som jeg ikke synes, vi overdriver.

- Det er TV 2, som har valgt at sende serien klokken 20. Det er deres beslutning. Det blander jeg mig ikke i.

Sara Blædel, krimiforfatter:
- Jeg har stor respekt for Elsebeth Egholm, og serien er spændende. Men jeg synes ikke, den er realistisk nok. Politiarbejdet er ikke skildret troværdigt.

Kristian Ditlev Jensen, forfatter:
- Serien er forfærdelig! Den er sovset til i klicheer. Den har simpelt hen taget det værste fra de dårligste amerikanske tv-serier. Inden for virkelighedens danske politi er der otte procent kvinder. Hvorfor skal 92 procent af danske krimi-tv-serier have en kvindelig, overnaturlig heltinde? 'Den som dræber' er kedelig metervare.

Jens Høvsgaard, thrillerforfatter:
- Den er for voldelig. Mine børn er små, så vi ser noget andet hjemme hos os søndag aften. Sådan en serie burde først sendes klokken 22.

- Jeg forstår slet ikke den vold og brutalitet, som serien svælger i. Der er sket en forråelse af underholdningen i dansk tv, som jeg ikke kan lide.

Frank Esmann, thrillerforfatter og journalist:
- Serien er skruet rigtig godt sammen. Replikkerne er skarpe, og personerne godt skildret. Tingene går dog lige en tand for stærkt. Volden har jeg ikke noget problem med. Efter min smag må vold i en tv-serie godt være brutal - men den skal være overstået i en fart. Der er ingen grund til at dvæle ved det modbydelige.

Jussi Adler-Olsen, thrillerforfatter:
- Historien og plottet fungerer godt. Men jeg synes, handlingen har for travlt. Man savner nogle flere mellemregninger. Vold skal heller ikke overdrives. Jeg er mere til elegant uhygge a la Alfred Hitchcock, hvor man hører skriget - men ikke ser forbrydelsen. Det virker stærkere.