14-årig vandt sex-tema i topmodel

Den yngste deltager i Kanal 4-programmet "Danmarks Næste Topmodel", Caroline Bader, 14, vandt konkurrence med sex som tema

Her er billedopgaven som den kun 14-årige aspirant-model Caroline Bader vandt. (Foto: sbstv)
Her er billedopgaven som den kun 14-årige aspirant-model Caroline Bader vandt. (Foto: sbstv)

Det var en uvant situation for den kun 14-årige Caroline Bader pludselig at skulle forholde sig til en model-opgave med sex som tema.

Modelaspiranten fik stillet til opgave at fange den stemning, man finder på et hotelværelse efter en vild nat med to nøgne fyre. Men det gjorde hun altså bedre end alle de andre, selv om hun som 14-årig ikke havde prøvet noget lignende før.

- Jeg synes, det var for vildt, jeg vandt det billede, for det var det billede, som jeg havde det sværest ved. Jeg var rigtig, rigtig nervøs til at starte med, men fordi jeg ikke havde prøvet det før, tror jeg bare, jeg tog det mere professionelt, da jeg kom derind. For jeg kunne ikke se drengene for mig på den seksuelle måde, fortæller Caroline Bader, der kun var 14 år, da optagelserne blev lavet, men som to uger efter fyldte 15 år. Pigen fra Nærum er blandt de resterende 11 i konkurrencen om, hvem der bliver 'Danmarks næste Topmodel'.

De tog sig godt af mig
- Jeg kunne godt mærke, at de tog sig lidt bedre af mig, fordi jeg kun var 14 år gammel, og fordi jeg ikke havde så meget styr på det. Så de var rigtig søde imod mig allesammen. Fotografen var ekstra sød, fortæller Caroline Bader.

Dommer Uffe Buchard havde givet alle pigerne, den samme opgave - fang det seksuelle element, og sælg skjorten. Næsten nøgne ventede de to veltrænede fyre spændt, mens modellerne skiftevis sprang til og fra. Fyrene var dog søde til at hjælpe, fortæller Caroline Bader.

- Jeg var vildt lettet, og jeg følte selv, jeg havde gjort et godt stykke arbejde, siger hun.

Programmets redaktør, Maria Thastum, bekræfter også, at Carolie Bader var betænkelig i starten. Men ifølge Maria Thastum klarede Caroline Bader det flot - den unge alder til trods.

- Det, der er vigtigt med de unge piger, er, at de har deres forældre med.

Henvendelser fra seere
Ekstra Bladet modtog i går henvendelser fra tv-seere, som følte sig stødt over, at piger under den seksuelle lavalder kan optræde på billeder i tv med sex som tema. En af de deltagende modeller gav også selv udtryk for, at hvis hun havde haft en datter på 14 år, så ville hun ikke lade hende posere på den vis.

Men ifølge Caroline Bader var der ingen problemer med mor og far, som så afsnittet i forgårs sammen med den unge model.

- De var selvfølgelig overraskede over, jeg kunne agere sådan med to drenge, men jeg synes, de tog det meget positivt, siger Caroline Bader.

Redaktør: Det er normalt
Den opfattelse deles også af redaktør Maria Thastum.

- Mig bekendt havde forældrene ingen problemer med det. Caroline har meget, meget god støtte hjemmefra i forhold til deltagelsen i programmet, siger Maria Thastum og tilføjer i øvrigt, at der intet nyt er i den slags opgave i modebranchen.

- Det, at man poserer på den måde, selv om man er under 15, er normalt i modebranchen. Det er jo udfordringen ved netop at have så unge piger som modeller. Vi sender i virkeligheden det budskab, at netop sådan en situation kan du blive sat i som ung model. Det er i princippet en del af gamet, når hun melder sig til konkurrencen.