Velkommen til 'Borgen'

I aften har DR’s store dramasatsning premiere. Få en forsmag på efterårets store tv-drama her

Sidse Babett Knudsen spiller partiformanden Birgritte Nyborg Christensen. (Foto: DR/Mike Kollöffel)
Sidse Babett Knudsen spiller partiformanden Birgritte Nyborg Christensen. (Foto: DR/Mike Kollöffel)

I aften starter DR’s ny dramasatsning ’Borgen’, der, som navnet antyder, udspiller sig i landets absolutte magtcentrum på Christiansborg.

Traditionen tro bliver fokus naturligvis ikke kun lagt på de politiske forhandlinger, men i høj grad på de interne relationer mellem politikerne, embedsmændene og de politiske journalister, der befolker den grund, der tidligere husede Absalons Borg og Københavns slot.

Det betyder, at seerne over 20 søndage skal lære en række nye karakterer at kende, når de toner frem på skærmen.

Ekstra Bladet giver dig her en lille forsmag på persongalleriet, sådan at du allerede fra start er rustet til at give dig i kast med serien.

SE PERSONGALLERIET HER

DR’s dramachef Ingolf Gabold håber, at serien kan blive en dansk udgave af NBC prisvindende og kritikerroste 'Præsidentens mænd’ med Martin Sheen i den absolutte hovedrolle.

Price som forfatter
I instruktørstolen sidder Søren Kragh-Jacobsen, som blandt andet har prisvindende film som ’Gummi-Tarzan’, 'Drengene fra Sankt Petri’ og ’Mifunes sidste sang’ på samvittigheden.

Manuskriptet er skrevet af Adam Price, der foruden sit hverv som manuskriptforfatter især er kendt fra ’Spise med Price’ og naturligvis som madanmelder gennem mange år på Politiken.

Hvordan hans egen serie bliver anmeldt, kan du se allerede i aften klokken 21.00 på ekstrabladet.dk eller i morgendagens avis.