Programmet 'Amalies verden' handler om Paradise-baben Amalie Sziegthys liv, og er det seneste i den tilsyneladende endeløse række af reality-programmer, som fylder mere og mere af sendefladen i tv.
Og markedet er tydeligvis ikke mættet, for næsten en kvart million mennesker hev en time ud af deres onsdag aften for at se med.
Men hvorfor ser vi det? Det handler jo ikke om noget?
Glemmer vores egen utilstrækkelighed
- Det er jo en mulighed for at slippe den indre sadist løs. Man kan sammenligne hende - og Sidney Lee, for den sags skyld - med en klovn i cirkus. Når vi ser en klovn, trækker vi følelserne tilbage. I stedet for at sammenligne os selv med klovnen, peger vi af den og griner, når den slår sig, siger forfatteren Knud Romer, der jævnligt optræder som smagsdommer på DR2.
- Så kan vi sidde og benægte over for os selv, at vi selv ser dumme ud, kvajer os og ikke kan finde ud af særligt meget, siger han til ekstrabladet.dk.
Tomme forbrugerdåser
- Tror du også, helt unge mennesker griner af dem, eller tror du, de ser op til dem?
- Der er sgu ingen, som ser op til Sidney Lee. I programmer som 'Fangerne på fortet' og 'Paradise Hotel' er der derimod et bredere spektrum, hvor der er plads til beundring. Og programmet 'Veninder på 1. klasse' var jo nærmest en slags indlæring i, hvordan pubertetspiger skal opføre sig. Man kan så diskutere det rigtige i at opdrage dem som tomme forbrugerdåser fra Hellerup, siger forfatteren, der ikke selv ser programmerne.
- Jeg ser slet ikke fjernsyn. Jeg vil hellere dyrke mine hobbyer, siger Knud Romer.
Er du enig med Knud Romer, eller er der en helt anden grund til at du ser reality-tv? Deltag i debatten herunder.
