X Factor: Blachman - elsket og savnet

8210 ville næppe få mange roser med på vejen, hvis Blachman var dommer i år. Alligevel savner Århus-pigerne ham - ligesom også DR-redaktøren gør

Daniella fra 8210 savner Blachman. (Foto: ekstrabladet.tv)
Daniella fra 8210 savner Blachman. (Foto: ekstrabladet.tv)

Der er alt for mange kærlighedsskibe i søen og alt for megen kærlighed til folket fra det nye dommerpanels side i årets 'X Factor'. Et flertal af ekstrabladet.dk's læsere savner gode gamle Blachman og betegner ham ligefrem den skaldede dommer som 'Mr. X Factor'.

Man skulle tro, at den udskældte pige-rapgruppe 8210, som mange mener ikke kan synge, var glade for at slippe for den tidligere dommers spydige kommentarer, men sådan er det ikke, tværtimod.

- Han er så sej. Jeg elsker Blachman. Han må sige, hvad han vil til mig, siger Daniella, da ekstrabladet.dk har taget et billede med af den skaldede hævner til et pressemøde forud for fredagens show.

- Savner I ham?

- Ja, rigtig meget!, lyder et i kor.

- Man har brug for sådan en som ham. Han siger virkelig sin mening. Han er fuldstændig ligeglad med, om man bliver ked af det eller ej, uddyber Daniella.

Større fokus på musikken
Selv DR's underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme kan man i et svagt øjeblik få til at indrømme, at han ser tilbage på tiden med Blachman med gode minder.

- Jeg savner ham da også. Hvis vi kunne være fire dommere i programmet, ville det være skønt. Men Blachman har selv valgt at stoppe. Og jeg synes, de nye dommere gør det fantastisk, lyder det fra redaktøren, der peger på, at grunden til, at seerne må undvære de perfide bemærkninger og skarpe skænderier, fordi Remee, Soulshock og Pernille Rosendahl i større grad end tidligere sæsoner fokuserer på musikken.

Deltagere er da også godt tilfredse med årets dommere.

- Jeg synes, at dommerne har givet konstruktiv kritik. De siger det ærligt, og det er noget, man kan tage til sig. Og man kan sige, ok hvordan kan jeg blive bedre. Og det er jo det, kritik er der for i sådan et program. Det er ikke for at svine nogen til. Det er ikke for at gøre folk kede af det, det er for at hjælpe dem, siger Julia fra The Fireflies.

Grænsen går ved personlig kritik
Men selvom tonen har været positiv, så ved både countrypigerne og Århus-rapperne, hvor deres grænse går.

- De må sige alt andet end, ’I kan ikke rappe’. Jeg tror, jeg ville blive rigtig skuffet, hvis de siger, at vi ikke kan rappe, for det kan vi, siger Sara Blå fra 8210 og støttes af Julia fra The Fireflies:

- Hvis det skulle gå hen og blive personligt og ikke handle om musikken, tror jeg måske, at min grænse ville gå. Der tror jeg måske, at man ville sige, ’ok, det er ikke det, jeg er her for. Og det er ikke det, I er her for’.