God eksponering: DR og TV2 lejer slot samme sted

Millioner af seere på både DR1 og TV2 bliver budt inden for i Claus Agerskovs slotte. - En tilfældighed, at tv-stationerne bruger mig, siger ejeren

Claus Agerskov i den bevaringsværdige og meget intime riddersal på Château Hattonchâtel i Lorraine i det nordøstlige Frankrig. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
Claus Agerskov i den bevaringsværdige og meget intime riddersal på Château Hattonchâtel i Lorraine i det nordøstlige Frankrig. (Foto: Mikkel Tariq Khan)

Uldljyden Claus Agerskov, 51, er ejeren bag slottet, som TV2 brugte i 'Stjernerne på Slottet' i 2010, og godset, hvor Cutfather samler sine unge deltagere til bootcamp i 'X Factor' på DR1.

Claus Agerskov ejer både Château Hattonchâtel i den franske provins Lorraine to en halv times kørsel fra Paris og Skrøbelev Gods på Langeland.

Begge steder er nu blevet eksponeret af Danmarks største tv-kanaler i den bedste sendetid. Det første afsnit af 'Stjernerne på Slottet' i 2010 med Anja Andersen, Kim Bodnia, Christiane Schaumburg-Müller og Hans Pilgaard trak 769.000 seere. I fredags var der 1,9 millioner seere til 'X Factor' på DR1.

- Det er en tilfældighed, at det er mine besiddelser, der bruges af TV2 og Danmarks Radio. Produktionsselskaberne har selv fundet dem og har ikke fået særligt favorable tilbud, siger Claus Agerskov til flash!

Han klager dog ikke over, at hans slotte eksponeres i den bedste sendetid.'

- Jeg var dog noget nervøs, da jeg hørte, at Christiane Schaumburg-Müller var faldet på mountainbike. Mit franske slot ligger jo langt ude på landet. Men ambulancen var heldigvis fremme i løbet af få minutter.

LÆS OGSÅ: Skrøbelev Gods

Utraditionel slotsejer
Selv bor Claus Agerskov på Tenerife sammen med sin norske kone, Anita Waage, 49, og det stod ikke skrevet i kortene, at han skulle blive slotsejer i Frankrig. Hans mor var fra København og hans far en ukendt, sort mand. Som spæd blev han adopteret af en jordemor og en kørelærer fra Haderup i Vestjylland. Og der har han haft sin opvækst.

I dag ejer Claus Agerskov foruden sit franske slot og det danske gods over 50 ejendomme samt et hotelkompleks, Casa Club, med 18 lejligheder på en stor golfbane på Tenerife.

- Men jeg er startet som salgsmanager på Trikotagegården i Ikast, har været underdirektør i Vordingborg Køkkener og et smut om Charlotte Køkkenet, inden jeg efter en skilsmisse rejste til De kanariske Øer i 1989 for at sælge ejendomme og anparter i huse.

- Jeg havde aldrig før beskæftiget mig med ejendomme, men krisen gav mig vind i sejlene, og jeg ejer nu ca. 50 villaer og lejligheder på Tenerife, siger Claus Agerskov med vestjysk accent.

LÆS OGSÅ: Datidens Paris Hilton reddede by og slot

- Hvorfor skulle du så også have et slot i Frankrig og et gods i Danmark?
- For fire år siden blev jeg gift med Anita, som jeg har været sammen med siden 1989. Gæsterne kom fra både Tenerife, Norge, England og Tyskland, og vi besluttede derfor, at brylluppet skulle stå i Danmark. Den 24. juli 2006 blev vi gift efter 17 års samliv, og festen blev holdt på Holckenhavn Slot ved Nyborg, hvor vi samlede 26 gæster i fire dage til et romantisk bryllup. Det var efter vores bryllup, at jeg fik blod på tanden med at få mit eget slot, som jeg ville benytte i ferier og ellers leje ud til store begivenheder og ganske almindelige turister. Først købte jeg Skrøbelev Gods på Langeland i december 2006 og et halvt år senere slottet her i Frankrig, og i dag er det mig, der har kontakten til de danske bryllupsgæster, selv om jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at jeg skulle blive bryllupsarrangør, siger Agerskov.

- Men jeg er ikke bange for at slå til og handle hurtigt, hvis tingene ser fornuftige ud.

5,5 millioner måtte Claus Agerskov slippe for Skrøbelev Gods og 12,5 millioner danske kroner for slottet i Frankrig, som ligger med en helt formidabel udsigt over dalen Woëvre.

Rocco fulgte med
- Der var ingen tvivl i mit hjerte, da jeg så slottet her. Der boede en sød, gammel dame på 89 år, som havde boet her i en menneskealder. Da jeg kom i audiens hos hende, var jeg som fortryllet. Jeg kom ind i en helt anden verden med flagermus, egern og en fantastisk udsigt. Dette slot er ikke et 5-stjernet hotel. Det er noget ganske unikt. En af betingelserne for, at jeg kunne købe det, var at jeg ville beholde dets stil. Det aftalte vi, og jeg overtog slottet med møbler og inventar og hendes franske schæferhund, Rocco, som har boet på slottet hele sit liv.

- Vi købte en hund og fik et slot med. Det er den dyreste hund, jeg nogensinde har købt, siger Claus Agerskov. Når han og konen ikke opholder sig på slottet, bliver den passet af bestyrerparret i gartnerboligen, der er de eneste fastansatte på slottet.

Det koster mellem 25.000 og 39.700 kr. at leje slottet for et døgn til fest afhængig af årstid og ugedag. Ligeledes er der eksklusive udlejningsværelser.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

14,8 millioner kroner blev samlet ind på en time