I badekarret var han iført tosset hat og smækbukser, og sammen med B.S. var det ofte fuld udrustning til både overlevelse og nærkamp, der var dagens beklædning.
Men det er nok kostumet i swingerklubben, der har gjort størst indtryk på Bubber, der i aften kan ses swinge - eller i hvert fald kigger på, mens andre gør det - i TV 2-programmet 'Danmark ifølge Bubber'.
- Jeg blev beordret til at tage tøjet af og gå i bad. Påklædning er normalt ellers sådan et dejligt skjold, så jeg følte mig meget lille og genert i kun et par underbukser, fortæller Bubber, der besøgte swingerklubben i tre dage.
Plads til alle
- På tredjedagen var det klart blevet nemmere at smide kludene. Så var det sådan 'hej hej', og knus og af med tøjet, fortæller Bubber, der er fuld af beundring over for det swingende folk.
- De er meget accepterende mennesker. For dem er der ingen forskel på folk. Der er plads til alle. Det kunne vi andre lære meget af.
Hvad Bubber dog ikke lærte under sit besøg i swingerklubben var at... ja, swinge:
- Jeg vil ikke dele min kone med nogen. Selvfølgelig har vi talt om det derhjemme, men min konklusion er, at min jalousi er for stor til det, fortæller Bubber, der forbinder sex med følelser.
- Jeg tror ikke, jeg vil kunne skille tingene ad.
Så på mens andre dyrkede sex
Selv om han ikke selv udlevede dele-sex i den frække klub, så han på, når andre gjorde det, og det var noget af en mundfuld.
- Det var mærkeligt. Det havde jeg aldrig prøvet før. Man ved jo godt, at det er der… altså, man hører jo noget på den anden side af væggen, men så direkte… Jeg er mere til én til én, hvor det ikke er andres affære.
'Danmark ifølge Bubber' kommer på TV 2 fra i aften.