Caroline Henderson som tv-vært

Sangerinden Caroline Henderson får snart sit eget jazzprogram på DR2. 'Midnatsjazz' starter den 20 oktober.

Caroline Henderson bliver ny vært på DR2-programmet 'Midnatsjazz'(Foto: Thomas Sjørup)
Caroline Henderson bliver ny vært på DR2-programmet 'Midnatsjazz'(Foto: Thomas Sjørup)

Danmarks Radio blænder fra mandag den 20 oktober op for en række jazzudsendelser, hvor kendte danskere med enten hang til eller talent for jazz fortæller om deres liv med jazzmusik. I DR2-programmet 'Midnatsjazz' får jazzsangerinden Caroline Henderson som vært besøg af andre jazzmusikere som Chris Minh Doky og Cæcilie Norby. Men også Master Fatman, der ikke selv er udøvende jazzmusiker, men blot jazzelsker, kommer på besøg.

Forinden har Caroline Henderson stået på hovedet i DR's enorme arkiver.

- DR sidder på en kæmpe skat af gamle koncertoptagelser, som vi har fundet frem og skal se i programmet, lyder det fra Caroline Henderson, der selv giver omkring 60 koncerter om året.

De gamle optagelser viser både jazzstjerner som Billie Holiday, Ben Webster, Stan Getz og Duke Ellington.

Hverken Caroline Henderson eller de medvirkende gæster vil dog selv spille musik i programmerne.