Blachman: - Håndbold? Er det kvindefodbold for mænd?

Speedsnakkeren aner intet om håndbold, Europamesterskaber og den altafgørende semifinale i aften

Thomas Blachman som Mikkel Hansen-klon. Det bliver så også det eneste de to får med hinanden at gøre i dag. (Fotocollage: Jacob Ørsted. Foto: DR)
Thomas Blachman som Mikkel Hansen-klon. Det bliver så også det eneste de to får med hinanden at gøre i dag. (Fotocollage: Jacob Ørsted. Foto: DR)

Omkring to millioner danskere vil i aften sidde klar foran flimmeren, når Mikkel Hansen, Niklas Landin og Kasper Søndergaard går på banen i Boxen i Herning og forhåbentlig sender Danmark i EM-finalen. Thomas Blachman er med garanti ikke en af dem!

Skaldepanden spilder ikke så meget som et sekund af sit liv på at glo på svedige mænd, der render rundt efter en harpiks-klisteret bold.

Fredags-fred i flimmeren: Du kan både nå Blachman og bold

- Er det mænd eller kvinder, der skal spille, spørger han, da Ekstra Bladet vil vide, om skærmen er pudset og klappepølserne fundet frem, inden aftenens semifinale.

- Det er mænd.

- Uhha…nej! Er det sådan noget kvindefodbold for mænd? Ej, det skal jeg sgu ikke se. Jeg ser i det hele taget ikke så meget fjernsyn, siger Thomas Blachman.

Kamp om kampen
Hjemme hos Lina Rafn bliver det kampen om fjernbetjeningen, der bliver afgørende for, om der kommer bold på tv i aften.

- Min kæreste er ret ligeglad, men jeg vil gerne se det, siger sangerinden, der ikke har fulgt så meget med ved denne slutrunde, som hun gerne ville.

- Jeg har simpelthen arbejdet så meget, fortæller hun.

Nedlagt
Den trejde ’X Factor’-dommer er for tiden nedlagt af influenza og forkølelse, og Remee vil ikke afvise, at fredag aften kommer til at stå på Danmark-Kroatien i fjernsynet.

- Det kan da godt være, at man skulle se kampen. Jeg er ret gode venner med Hans Lindberg, så jeg havde overvejet at tage til Herning og se en af kampene. Men sådan skulle det ikke være, snøfter Remee.