Krigen om 1864 raser allerede

Mesterværk eller makværk? Meningerne om danmarkshistoriens dyreste tv-serie er delte

Laust - en af seriens hovedpersoner - spilles  af Jakob Oftebro. (Foto: Per Arnesen / Miso Film)
Laust - en af seriens hovedpersoner - spilles af Jakob Oftebro. (Foto: Per Arnesen / Miso Film)

Allerede inden så meget som et eneste minut af Ole Bornedals stort anlagte tv-drama om krigen i 1864 har været vist, er både politikere og historikere helt oppe i det blodrøde felt.

Serien, der i alt har kostet 173 millioner kroner at producere, og desuden har fået en helt ekstraordinær bevilling fra Folketinget på 100 millioner kroner har fået Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard på banen med en sønderlemmende kritik.

Dybt rystet over makværk
Hun udtaler til Berlingske, at hun er rystet over den inkompetente dramatisering af de populære bøger fra Tom Buk-Swienty, som tv-dramaet er baseret på.

- Jeg har nu set de to første afsnit, og selvfølgelig kan serien blive bedre i de næste afsnit, men foreløbig må jeg sige, at jeg er dybt rystet. Det er synd og skam, for da vi gav alle pengene fra Folketinget, håbede jeg, at vi ville få en seriøs og kompetent fortolkning om 1800-tallets store drama. Jeg har læst Tom Buk-Swientys bøger om 1864 og er begejstret for dem, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at han som konsulent har lagt navn til dette - ja makværk, siger hun til avisen.

En gave til historiefaget
Forfatteren selv er dog ganske godt tilfreds med Ole Bornedals arbejde. Det skriver han i en udtalelse til Ekstra Bladet.

- Jeg synes, at Ole Bornedal har skabt en medrivende tv-serie om 1864, som danskerne kan glæde sig til at se. Og som flere kan være med til at diskutere, når alle har fået mulighed for at se den. I min optik er det en stor gave til historiefaget og historien, når kunstnere - musikere, billedkunstnere, forfattere eller filmfolk - tager livtag med historien og tør give deres fortolkning af den. Det kan man, mener jeg, som historiker kun glæde sig over, fordi det er med til at gøre historien levende, relevant og nærværende for en meget bredere befolkning end en faghistoriker nogensinde kan nå ud til.

Skæv, ensidig og skuffende
Pia Kjærsgaard er ikke alene om at kritisere '1864'. Historikeren Jens Ole Christensen fra Tøjhusmuseet i København synes også, at serien er skuffende:

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at serien ikke giver et mere nuanceret billede af vores historie, når nu den har været så dyr. Det, jeg har set indtil videre, er skuffende. Danmarks Radio har en forpligtelse til at fortælle historien på en redelig måde. Jeg synes, at fortolkningen er skæv, ensidig og enormt politiserende. Som dansker skal man blive klogere på sig selv med sådan en serie, og det er jeg i tvivl om, vi bliver, siger Jens Ole Christensen til Ekstra Bladet.

Det første ud af de i alt otte afsnit af serien '1864' vises søndag aften klokken 20.00 på DR 1.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

14,8 millioner kroner blev samlet ind på en time