Børnelokker med rød sodavand og glidecreme anholdt af Henrik Qvortrup

Den nye tv-vært foretog civil anholdelse af børnelokker

- Jeg tror, det vil chokere mange mennesker, hvor stort et problem, der er med børnelokkere, siger Henrik Qvortrup. Foto: Mogens Flindt
- Jeg tror, det vil chokere mange mennesker, hvor stort et problem, der er med børnelokkere, siger Henrik Qvortrup. Foto: Mogens Flindt

Søndag i sidste uge anholdt Henrik Qvortrup en børnelokker, som ville have sex med en 13-årig pige.

I kraft af sit nye værtsjob på tv-programmet 'Børnelokkerne' konfronterer Henrik Qvortrup danske mænd, der chatter med - hvad de tror er 13-årige piger - og lokker dem til at mødes for at presse dem til sex.

Nyt job til Henrik Qvortrup: Fanger børnelokkere på tv

Ved at udgive sig for at være 13-årige piger chatter redaktionen bag programmet med voksne danske mænd, der gerne vil have kontakt med mindreårige piger med det primære formål at ville have sex med dem. Men det er ikke en pige, der venter på mændene - derimod er det Henrik Qvortrup og et tv-hold.

Og det fik konsekvenser i sidste uge.

- Det blev dramatisk i søndags, hvor vi foretog en civil anholdelse, fortæller Henrik Qvortrup og afslører at en efterfølgende gennemgang af børnelokkerens taske viste, at den indeholdt Faxe Kondi, rød sodavand og glidecreme.

Søndagens civile anholdelse er ikke den eneste gang, at børnelokkerne er meldt til ordensmagten.

- Vi har fulgt mænd til politiet, og der kører sager nu på baggrund af det arbejde, vi har lavet, siger Henrik Qvortrup.

Selv om søndagens civile anholdelse var dramatisk, og nogle af de andre mænd, der er blevet konfronteret har reageret voldsomt, så har den nye tv-vært ikke følt sig bange.

- Jeg har ikke på nogen måde følt min sikkerhed truet, men vi har alle gange, hvor vi har været ude, haft vagtmænd med, fortæller Henrik Qvortrup.

- Tror du, programmet afholder nogle mænd fra at mødes med mindreårige piger?

- Jeg tror, det batter noget på den måde, at der forhåbentligt er nogle mænd, der holder sig i skindet. Jeg håber også, at vi får fortalt de mænd, der har den slags tilbøjeligheder, at der rent faktisk er hjælp at hente. Så håber jeg, at der er nogle forældre, der bliver opmærksomme på, at børneværelset ikke nødvendigvis er det sikreste sted i verden, og det nok engang imellem er værd at se børnene en lille smule over skulderen, når de er på nettet, siger Henrik Qvortrup.

'Børnelokkerne' har premiere på TV3 kl 21 den 30. august