Seerne kender ham fra Kastanjegården på Djursland, hvor han malker geder, pløjer jorden og bygger hegn. Men i et satirisk, animeret indslag i DR2-programmet 'Næste uges TV' er 'Bonderøven' flyttet til Afrika med sin familie. Her borer han efter olie, skyder dyr på savannen, går rundt med en pisk blandt slavelignende arbejdere og malker fastspændte afrikanske kvinders bryster.
- Hendes patter er utroligt små, og derfor er de faktisk rigtig træls at malke, siger 'Bonderøven' blandt andet i klippet, der bruger den rigtige lydside fra DR1's populære program.
Satire kædede Støjberg sammen med Hitler: Nu lukker DR programmet
- Det ligner jo velorganiseret dyremishandling, men jeg tror, det her er vejen frem, lyder det fra 'Bonderøven', da han står foran tre rækker af nøgne afrikanske kvinder, som er fastspændt i gabestokke.
Det satiriske indslag blev ifølge flere medarbejdere vist internt på DR fredagen før, det skulle have været på skærmen om søndagen. Men efter en klage fra 'Bonderøvens' redaktør besluttede man at redigere markant i indslaget.
Blandt andet blev 'Bonderøvens' kone og barn fjernet fra klippet, og sekvensen, hvor han malker afrikanske kvinder, blev også taget ud.
Ved en fejl endte det originale klip alligevel på DR's site søndag aften, hvor det var frit tilgængeligt, indtil det blev taget af om mandagen.
- Det sker indimellem, at ting bliver lagt ud, som ikke skulle have været lagt ud. Det er der ikke noget udsædvanligt i, siger kanalchef på DR2 Christoffer Guldbrandsen.
Han siger, at han ikke har kendskab til redaktionens beslutninger vedrørende det redigerede klip med 'Bonderøven', og at det i øvrigt er en intern sag for DR.
- Som man har kunnet se, har der i 'Næste uges TV' været vist et satireindslag med 'Bonderøven', hvor man gør grin med programmets format. Hvad den redaktionelle proces har været op til det, er internt, ligesom det er på alle andre redaktioner.
'Bonderøvens' redaktør har ikke ønsket at kommentere.
DR2's underholdningsprogram 'Næste uges TV' med Anders Lund Madsen og Poul Nesgaard blev torsdag lukket, selv om det skulle have kørt de næste tre søndage.
It-brist på hospital: Anders Lunds gravide kone blev udnyttet
DR2's kanalchef begrundede lukningen med samarbejdsproblemer, men flere medarbejdere mente, at der var tale om censur.
Programmet har kørt i to sæsoner siden februar i år.