De fleste husker 'Gøngehøvdingen', 'Bryggeren' og 'Badehotellet', der mildest talt blev haglet ned af anmelderne. Den netop afsluttede dramaserie '1864' er endt i samme kategori. En serie, mange elsker at hade.
Ole Bornedal: Jeg er meget ked af det
Men hvad betyder de dårlige anmeldelser og kritikken på de sociale medier egentlig i forhold til, hvordan en dramaserie klarer sig? Ekstra Bladet har talt med Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier, og i '1864's tilfælde nævner han Simon Spies' motto:
- Vi kender Simon Spies' 'dårlig omtale er bedre end ingen omtale'. Og negativ omtale kan faktisk godt skabe positiv effekt, når det handler om seertal, svarer Thomas Bigum.
Han henviser til, at den dårlige omtale fra anmelderne og på de sociale medier kan have fået nogle folk til at blive ved tv-skærmene for at kunne være med i snakken på jobbet om mandagen.
- Det skaber jo en nysgerrighed for, hvad serien går ud på.
Onani og dyresex
Thomas Bigum ved af gode grunde ikke, om der har været en masse skjulte bagtanker med nogle af de mere frække scener i '1864'. Men han peger på, at f.eks. onani-scenen passer perfekt ind i den moderne måde at skrue tv-manuskripter sammen på.
- I den britiske tv-branche talte man for et par år siden meget om Twitter-bombs, som er manuskriptforfatternes forsøg på at indlægge noget af en art, så folk begynder at skrive om det på Twitter.
- Man er nødt til at erkende, at tv-seeren i dag sidder foran fjernsynet med sin smartphone eller iPad i hånden og er på de sociale medier samtidig.
Twitter-bomben skal helst ligge i første afsnit af en serie, og hvis den gør det, har man ifølge Thomas Bigum lavet tv, der passer til det moderne tv.
- Jeg synes, '1864' har mestret det rimelig godt med nogle scener, der har været lidt 'over the top', siger Thomas Bigum og henviser til scenen i første afsnit, hvor tre unge drenge sidder på et høloft og onanerer ned i et glas, siger han til Ekstra Bladet.
Lige som Sidney Lee
Ifølge Thomas Bigum tilslutter man sig et fællesskab på de sociale medier, uanset om man kan lide '1864' eller ej.
- Vi ser ofte, at når nogle begynder at hade noget på de sociale medier, opstår der en modpol, hvor folk tager kraftigt afstand fra hadet, siger han og fortsætter:
- Og her kan vi trække en reference til dengang, Sidney Lee var på sit højeste. Han var den mest hadede og elskede person på Facebook med en hade-gruppe på 200.000 og en fangruppe på 90.000.
DR har primetime
Seertallene er faldet gennem de sidste otte søndage, men alligevel sluttede '1864' af med en lille stigning på 84.000 seere.
Når man læser anmeldelserne og de mange negative kommentarer på de sociale medier, kan man undre sig over, at serien sluttede af med over 1 million seere.
De betalte '1864': - Pengene kunne være brugt bedre
- Seerne har jo haft mulighed for at falde fra. Skulle den almindelige dynamik have været gældende, skulle seertallene have været faldet drastisk mellem hver søndag, siger Thomas Bigum og forsætter:
- Forklaringen på, at de ikke gør det, er nok, at de har primetime - søndag kl. 20.00, og her skubber det ikke nok, at de litterære opadsnobbende akademikere sidder på twitter og siger, at det er dårligt. Det er ikke nok, siger han til Ekstra Bladet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.