TV 2-chef om tilbagetrukket trailer: 'Den er tiptop iorden'

Underholdningschef Gitte Madsen er imponeret over videoen med flygtninge, terror og fjolledans

I Ekstra Bladets studie blev sagen om den omstridte trailer for tv-showet 'De største øjeblikke' tirsdag debatteret

Mens den ene TV 2-chef i dag beklager den meget omtalte trailer for tv-showet 'De største øjeblikke', så var en anden boss fra tv-stationen i går ret begejstret, da videoen blev offentliggjort på Facebook.

TV 2-redaktør: Derfor fjerner vi traileren

Underholdningschef Gitte Madsen kvitterede med masser af roser til afdelingen, der står bag den nu tilbagetrukne trailer.

'NÅÅÅÅÅÅÅÅRH Den er godt nok tiptop iorden!!!! Way to go, TV2 Marketing !!!!!', skrev hun mandag på TV 2s Facebook-profil.

Ekstra Bladet har spurgt Gitte Madsen, om hun efter at have set videoen igen og efter den voldsomme kritik den har fået, har ændret holdning til traileren.

Det ønsker underholdningschefen ikke at svare på i en selvstændig artikel.

Indgår hendes kommentarer i en større sammenhæng, vil hun derimod godt forklare sig, siger hun noget bizart til Ekstra Bladet.


Tidligere i dag var redaktør for ’TV 2 2015: De største øjeblikke’, Svend Rasmussen ude at beklage, at videoen kan have stødt nogle.

- Jeg kan se på kommentarerne, at nogle mener traileren for TV 2s årskavalkade 'De største øjeblikke' er 'smagløs', 'upassende' og sågar, at traileren opfattes som et forsøg på at gøre 'mord og terror til underholdning'. Intet kunne være fjernere fra vores intentioner, lød det fra Svend Rasmussen i en skriftlig begrundelse til Ekstra Bladet.

Morten Østergaard fortryder TV 2-video

- Traileren her er et forsøg på at indramme et 2015, som har været et skrækkeligt år med for eksempel terror og en stigende flygtningestrøm. Men selv om det fylder meget, så har 2015 altså også været meget andet end det. Det har været en dansker i rummet, et på mange måder overraskende folketingsvalg, en dansker på toppen af de amerikanske hitlister og mange andre ting, fortsatte han.

Johanne raser over TV 2-reklame: - Videoen er ærlig talt langt ude

Videoen, der blev lagt online i går, er nu fjernet både fra TV 2s Facebook-profil og fra YouTube.

Showet, der bliver optaget i Operaen i aften, vises på TV 2 den 30. december. Mikkel Beha Erichsen, Divya Das og Cecilie Frøkjær er værter.