TV: Ena Spottag: Jeg ærgrer mig over, jeg ikke spillede på mig selv

30-årige Ena Spottag er årets vinder af 'Vild med dans'. Hun slog favoritten Stephania Potalivo i finalen og gjorde bookmakerne til skamme

Se Ena og Thomas fortælle om sejren. (Video: Mogens Flindt)

Se Ena og Thomas i tv-klippet herover.

Hun blev ikke spået de store chancer, men skuespillerinden Ena Spottag har charmeret tv-seerne i en sådan en grad, at hun fredag aften kunne lade sig hylde som årets vinder af Vild med dans sammen med sin dansepartner, Thomas Evers Poulsen.

Her er vinderen af 'Vild med dans'

Det skete efter en finale mod storfavoritterne Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard.

Det var da også med glædestårer og store smil, at parret kunne lade sig hylde.

- Jeg er virkelig overvældet og glad, jeg kan slet ikke stoppe med at grine, jubler Ena Spottag fra dansegulvet i Forum Horsens.

Man kan danse uanset hvordan man ser ud
- Det er helt vildt. Jeg har fra starten af haft dårlige odds hos bookmakerne, og jeg er stolt at kunne sige, at man kan danse, uanset hvordan man ser ud.

- Jeg håber, at dem, der sidder hjemme i stuerne, der synes, at de er for tykke eller har for store fødder, de ser, at man godt kan danse, selvom man er tyk. Ud med jer på dansegulvet, man bliver glad af det, siger hun.

Sat til vægs én efter én
Undervejs er nydansere som skuespillerinden Søs Egelind, sangerinden Sharin Foo og den tidligere fodboldspiller John 'Faxe' Jensen også sat til vægs af Spottag og Evers Poulsen.

I et brag af et show lagde de dansepar, der er blevet stemt ud gennem programmet samt de fire dommere ud med en fællesdans, og dernæst gik Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen på gulvet i en rørende slowfox til tonerne af Lis Sørensens 'Stille før storm', som sangerinden fremførte live.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var en kæmpe overraskelse for alle, at Ena og Thomas løb med sejren - også dem selv. (Foto: Mogens Flindt)
Det var en kæmpe overraskelse for alle, at Ena og Thomas løb med sejren - også dem selv. (Foto: Mogens Flindt)
 

Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard lagde ud med en energisk jive, før begge par gik på gulvet i en showdans.

Her havde Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen valgt at danse til sangerinden Stine Bramsens hit 'Woman', som sangerinden selv sang fra scenen, mens Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard fik selskab af sangeren Patrick Dorgan, der sang 'Marilyn' til parrets dans.

Til sidst gjaldt det den - traditionen tro - festlige freestyle, hvor parrene har helt frie hænder, og selv bestemmer, hvad de har lyst til at danse.

Da dommerne havde afgivet point for alle tre danse, lå Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard nummer ét med 120 point, mens Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen måtte nøjes med 113. Men hvem sejren skulle tilfalde, var altså seernes beslutning.

Jens Werner: Ikke overraskende
- Udfaldet er bestemt ikke overraskende, for igennem hele sæsonen har Ena og Thomas haft en fordel i, at de forstår, hvad underholdning er, fortæller den erfarne dommer, Jens Werner.

- Der var syv point imellem parrene, inden seernes stemmer. Hvordan kan det være, at forskellen var så stor?

- Stephania og Morten ligger højere på det dansemæssige, men Ena og Thomas kommer efter det med det folkelige, fortæller Jens Werner.

- Du føler dig ikke underkendt af seerne?

- Overhovedet ikke. Konceptet er som det er, og det er derfor jeg siger ja år efter år. Det er en fuldstændig blanding af, hvad folk synes, og hvad vi synes.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Thomas trøster nummer to, Stephania. (Foto: Mogens Flindt)
Thomas trøster nummer to, Stephania. (Foto: Mogens Flindt)
 

Langt fra favorit
Ena Spottag, der er datter af skuespillerne Jens Jørn Spottag og Dea Fog, var ellers langt fra favorit i 'Vild med dans', hvor bookmakerne mente, at hun ville ryge ud som en af de første.

Ena Spottags skuespiller-forældre er nervøse

Men seerne var med skuespillerinden, og uge efter uge har de stemt parret videre i konkurrencen, hvor 12 par fra starten dystede om titlen som årets Vild med dans-vinder.

Med sin runde krop har Ena Spottag adskilt sig fra de øvrige deltagere i år, og for skuespillerinden har det været vigtigt at omfavne den rolle.

- Det har givet en helt anden dimension til det her eventyr. Jeg er glad for mig selv, som jeg er, og hvis det kan hjælpe andre til at føle det samme, så er det vigtigt, har hun tidligere sagt.

For Thomas Evers Poulsen, der vandt den allerførste udgave af 'Vild med dans' i 2005, er det anden gang, han står med trofæet.

Det er 12. gang, 'Vild med dans' finder en vinder i Danmark.

Her er de tidligere vindere:

Sæson 1: Mia Lyhne & Thomas Evers Poulsen

Sæson 2: David Owe & Vickie Jo Ringgaard

Sæson 3: Christina Roslyng & Steen Lund

Sæson 4: Robert Hansen & Marianne Eihilt

Julegalla: Simon Mathew & Viktoria Franova

Sæson 5: Joachim B. Olsen & Marianne Eihilt

Sæson 6: Casper Elgaard & Vickie Jo Ringgaard

Sæson 7: Cecilie Hother & Mads Vad

Sæson 8: Sophie Fjellvang-Sølling & Silas Holst

Sæson 9: Joakim Ingversen & Claudia Rex

Sæson 10: Mie Skov & Mads Vad

Sæson 11: Sara Maria Franch-Mærkedahl & Silas Holst