Ung borgmester: Derfor er jeg med i 'Sporløs'

Københavnsk borgmester Anna Mee Allerslev har været i Sydkorea for at lede efter sin biologiske mor

Anna Mee Allerslev tog med 'Sporløs'-værten Rie Helmer til Sydkorea for at opsore sine rødder. (Foto: STV Production)
Anna Mee Allerslev tog med 'Sporløs'-værten Rie Helmer til Sydkorea for at opsore sine rødder. (Foto: STV Production)

Som mange andre adoptivbørn er Anna Mee Allerslev nysgerrig efter at vide mere om sine biologiske rødder.

Den 31-årige beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune er opvokset i Greve hos danske forældre, men hendes liv begyndte et helt andet sted i verden. Hun blev født i Sydkorea i 1984 af en 20-årig mor, som blev nødt til at bortadoptere sin datter.

Bare tre og en halv måned gammel blev Anna Mee hentet i Københavns Lufthavn af sine adoptivforældre.

- Det var en stor chance at være med i ‘Sporløs’, men jeg var også nervøs for, hvad mine danske forældre ville sige, forklarer Anna Mee Allerslev, der har været borgmester siden 2011. 

Støtte fra forældre
Da det stod klart, at forældrene støttede hende fuldt ud, skulle hun stadig afklare med sig selv, om hun ville være med i et så følelsesladet program på tv.

- Det, der fik mig til at sige endeligt ja, var dels, at Korea er et spændende land rent politisk, dels at jeg har været meget optaget af at nuancere en ellers ret negativ debat om adoption herhjemme, siger den radikale politiker.

- Jeg har været så heldig, at min egen adoption har været helt perfekt, og jeg har aldrig tænkt over, at det var mærkeligt, jeg var adopteret. Min søster (som også er adopteret, red.) og jeg troede, at babyer kom med flyvemaskinen, siger Anna Mee Allerslev i programmet.

Special-program
‘Sporløs’ handler som regel kun om hovedpersonens søgen efter biologisk familie, men i ‘Sporløs Special’, som Anna Mee Allerslev er med i, bliver der set mere generelt på Sydkorea som adoptionsland.

Langt de fleste adoptivbørn i Danmark kommer fra Sydkorea, og det er ofte svært for dem at få kontakt til deres biologiske ophav, fordi mødrene ikke ønsker at blive fundet. Det er nemlig forbundet med stor skam at have et barn uden for ægteskab.

Hvordan det går Anna Mee i Sydkorea, kan man se i aften i 'Sporløs' kl. 20 på DR1.

45 kommentarer
Vis kommentarer