Det var lige ved at gå galt for den 91-årige komponist og musiker Bent Fabricius, da han i går på Nordisk Film under optagelserne til det kommende TV2 Charlie-program 'Legenderne', snublede over et højt trin, som han ikke havde set, og væltede direkte ned i favnen på den 81-årige Ghita Nørby.
- Det var godt, jeg var her, siger Ghita Nørby i programmet, der blev optaget som en båndet tv-udsendelse. Derfor har man mulighed for at klippe diverse kiksede scener ud.

Det er en ommer
Og tv-værten Jarl Friis-Mikkelsen siger derfor også straks: Skal vi tage den scene om. Den laver vi kraftederme om.
Kurt Ravn, der lige skulle komme sig over den første forskrækkelse tilføjer: Nej, den var da god.
Og Ghita Nørby tilføjer også: Ja, det var en sød optagelse. Han landede jo lige i mine arme.
Med galgenhumor spørger Jarlen så Ghita: Var du bange for, at han røg ind i dine tænder.
Og hertil svarer Kurt Ravn på Ghitas vegne: Nej. Ghita holder munden lukket.
Det hele blev taget med en munter tilgang. Og den 91-årige Fabricius Bjerre var da også tilsyneladende frisk som en havørn efter de få sekunder i Ghita Nørbys favn.
Den dramatiske scene fandt sted i forbindelse med, at Bent Fabricius-Bjerre var inviteret som gæst i programmet 'Legenderne', der ved optagelsen af afsnittet i går havde fokus på legender fra Matador. Og her skulle Fabricius spille og fortælle om Matadors berømte titelmelodi, som han i sin tid kun var et par dage om at skrive.

TV: Bent Fabricius Bjerre stadig på toppen
Bent Fabricius-Bjerres entré i programmet blev naturligvis filmet om. Og anden gang gik det hele fint.
Efter optagelserne spurgte Ekstra Bladet Fabricius-Bjerre, hvordan det var at blive reddet af Ghita Nørby.
- Ghita Nørby nåede lige at gribe mig. Det var helt fint. Der var en lille forhøjning i gulvet, og den kunne jeg ikke lige se, forklarede Bent Fabricius-Bjerre med et smil.
Bent Fabricius-Bjerre fylder 90: Millionerne vælter fortsat ind
