Den meget omtalte MeToo-dokumentar, hvor TV2 ville undersøge kulturen på danske arbejdspladser - herunder TV2 selv - får ikke lov til at se dagens lys.
Det står klart, efter TV2 har valgt at lægge dokumentarafdelingens arbejde ned. Det meddelte nyhedschef på TV2, Jacob Kwon, onsdag i en intern mail til de ansatte, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Jacob Kwon, der fortæller, at beslutningen om at droppe arbejdet er sket i dag, onsdag.
- Vi har i nogle måneder haft det her dokumentarprojekt, hvor vi har arbejdet på en bred dokumentar om sexisme på danske arbejdspladser, og vi er nu nået til et punkt, hvor vi har gjort status og må indse, at vores research har vist, at det primært er forhold på TV2, der er kommet frem.
- Der er det grundlæggende, at vi siger, at vi ikke er de rigtige til at undersøge os selv. Det er ikke troværdigt, at TV2 bringer en undersøgende dokumentar om sig selv. Der er simpelthen for stor risiko for, at vi kunne blive mistænkt for at være enten for hårde eller for skånsomme mod de medvirkende. Det er heller ikke holdbart, at det er kolleger, som skal interviewe andre kolleger og undersøge nuværende og tidligere kolleger.
- For en måned siden sagde du, at I godt vidste, at det også handlede om jer, og at I ikke ville undtage jer selv. Hvad har ændret sig?
- For en måned siden sagde jeg det samme. Nemlig at vi var i gang med en bred dokumentar om sexisme og MeToo på danske arbejdspladser - heriblandt mediebranchen og derfor også TV2. Det var det projekt, der var i gang og har kørt i nogle måneder. Nu har vi gjort status, og vi måtte indse, at det primært var sager om TV2, der er kommet frem. Og vi mener som sagt ikke, at det er troværdigt, at vi undersøger os selv.
Kvinde stod frem i droppet dokumentar: - Det er ubegribeligt
- Hvad er der så gået galt i researchfasen, siden det primært er jer, der er kommet sager omkring?
- Jamen, jeg tror ikke, der som sådan er gået noget galt, og jeg har heller ikke en finger at sætte på det arbejde, som er lavet i vores dokumentarafdeling, men dokumentarprojekter har det med nogle gange at tage en drejning og ende i en anden retning end det, der var tiltænkt. Det er sket her, og derfor siger vi, at når det mere eller mindre udelukkende handler om TV2, så er vi ikke de rette til at lave den dokumentar.
- Kunne man ikke bare researche bredere og tilføje andre arbejdspladser, som det hele tiden var planen?
- Jo, det kunne man godt, men det har selvfølgelig også været forsøgt. Vurderingen fra vores dokumentarafdeling er, at det tror de ikke, de vil lykkes med. Så håbet om at lave en bred dokumentar mener de ikke, at de kan levere på, og derfor siger vi så, at hvis det er en dokumentar, der mere eller mindre kun handler om TV2, så er vi ikke de rette til at lave den.
- Det kan jo godt virke lidt som en dårlig undskyldning, når I længe har vidst, at det også ville omhandle jer. Men det er det altså ikke?
- Nej, det synes jeg ikke, at det er. Det er jo ikke sådan, at vi har vidst længe, at det udelukkende ville handle om os. Vi havde et mål om at lave en bred dokumentar, men vi har ikke udelukket os selv fra at blive en del af den. Men det er langt fra det samme som at sige, den udelukkende skulle handle om os.
Har skabt uro
- Vi kan forstå, at det har skabt dårlig stemning og interne problemer på TV2. Har det haft noget at gøre med, at I nu dropper det?
- Det understreger jo det problematiske i at undersøge sig selv, for det er korrekt, at det har skabt uro og utryghed blandt medarbejderne, og jeg synes, det er en understregning af, at det nok ikke er en god idé at undersøge sig selv.
- Hvordan er beslutningen blevet modtaget?
- Den er blevet modtaget blandet. Der er nogle, der synes, det er det rigtige at gøre, fordi vi ikke kan undersøge os selv, men så er der også medarbejdere - ikke mindst i vores dokumentarafdeling - som synes, det er en forkert beslutning og er kede af, at det arbejde, de har arbejdet på i noget tid, bliver lagt ned. Det er helt forståeligt, og jeg forstår godt, at man i dokumentarafdelingen synes, det er en forkert beslutning.
TV2-chefer kritiserer beslutning
'Lodret forkert'
Jacob Kwon afviser, at dokumentarfilmen er mere eller mindre færdig, som en af kvinderne, der talte ud i den, ellers har fortalt til Ekstra Bladet.
- Det er lodret forkert. Fuldstændig, siger han til Ekstra Bladet og afviser, at han har set klip fra den, inden han tog beslutningen.
- Nej, jeg har ikke set nogen klip fra den. Der er ingen dokumentar, så dine oplysninger om, at vi skulle have en næsten færdig dokumentar, er simpelthen forkert.
- Men er der foretaget optagelser, eller har der kun været researchinterviews?
- Nej, nej. Der er lavet nogle optagelser. Det er helt normalt, at man sideløbende med research også laver optagelser undervejs. Så der er både optagelser og research, men det er langt fra færdigt og langt fra at kunne udkomme.
- Men du har ikke set optagelserne?
- Nej, siger han og afviser, at beslutningen er taget, fordi dokumentaren ville stille TV2 i et dårligt lys.
- Nej, slet ikke. Det er jo også derfor, at vi har kontaktet de medvirkende og sagt, at det står dem frit for at kunne fortælle deres historier et andet sted. Vi synes bare ikke, at vores troværdighed kan holde til, at vi undersøger os selv. Men hvis de kan finde et andet medie, der gerne vil bringe deres historier, så har de vores velsignelse, slutter Jacob Kwon.