I aftenens afsnit af 'Hjem til gården' på TV2 sikrer 35-årige Jesper Holmgaard sig en plads direkte i finalen efter at have modtaget flest stemmer fra tidligere deltagere, som ser ham som den mest værdige finalist af de fire tilbageværende deltagere.
Selvom han jublende tager imod finalepladsen, kommer det en smule bag på Jesper, der tidligere i programrækken har haft nogle kontroverser med blandt andre deltageren Henrik og i aftenens afsnit afsløres i at have lavet aftaler med flere af de andre deltagere i forbindelse med tidligere afstemninger.
Til Ekstra Bladet fortæller han dog, at hele historien ikke fremgår af udsendelsen.
Da de tidligere deltagere kommer tilbage i aftenens afsnit, får de fire tilbageværende deltagere mulighed for at snakke med dem på skift.
- Der er en runde, hvor vi går rundt og snakker, og det bliver ikke vist i programmet, at jeg faktisk er henne for at give Henrik en oprigtig undskyldning, siger han og tilføjer:
- Jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg bliver fremstillet som en skurk, uden at alle de gode ting kommer med også. Der er nogle ting, der ikke er med, og jeg synes, at det bliver fremstillet meget sort-hvidt.
Voksenmobning
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan deltageren Henrik Søndergaard oplevede sin exit fra det populære søndagsprogram, efter at han havde været udsat for, hvad han beskriver som 'voksenmobning'.
Og det er da også episoden med Henrik, der får Jesper Holmgaard til at kritisere produktionen.
- Konflikten med Henrik er ikke noget, der giver mig dårlig smag i munden. Jeg er bare lidt irriteret over, at jeg bliver fremstillet som en skurk, siger han.
Bryder sammen i TV2-program: Begge forældre dræbt i ulykke
Jesper Holmgaard understreger dog, at han forstår, at man selvfølgelig ikke kan vise samtlige optagelser, og han har da heller ikke på nogen måde fortrudt, at han har medvirket.
- Tværtimod har det givet mig blod på tanden til at deltage i noget mere eller i hvert fald til at vise, at der er mere end det, man ser på TV, siger han.
I finalen står Jesper Holmgaard over for Kasper Gregersen, som ender med at slå ham på målstregen og løbe med præmien på en halv million kroner. Og heller ikke her er der bitterhed at spore.
- Jeg vil også lige benytte lejligheden til at ønske Kasper tillykke, siger han.
TV2-deltagers svære fortid: Homoseksuel og kristen
Ingen helte og skurke
Ekstra Bladet har forelagt kritikken for Thomas Richardt Strøbech, som er redaktør på 'Hjem til gården'. Han svarer i en mail, at man på 'Hjem til gården' ikke har 'intentioner om at vinkle vores deltagere'.
'Vi caster og klipper ikke så nogen skal gøres til helte og andre skurke. Og det er heller ikke den oplevelse, jeg havde tænkt, nogen af de medvirkende skulle sidde tilbage med', skriver han og fortsætter:
'Det er klart at en klippet udgave af virkeligheden har færre nuancer end mange ugers ophold på en gård, men vi gør os umage for at fremstille beboerne loyalt og med alle deres sider. De medvirkende er altid velkomne til at tage en snak med os eller produktionsselskabet, hvis de har behov for det'.
Sidste afsnit af 'Hjem til gården' kan ses søndag på TV2 og streames på TV2 Play.