Caroline Wozniacki har lagt ketcheren på hylden, og ægtefællen David Lee har lavet sit sidste dunk i NBA.
Han er 37 år, hun er 30, men babyplaner bliver der ikke noget af lige foreløbig.
Det fastslår de begge, da Ekstra Bladet fanger dem over en internetforbindelse i forbindelse med deres nye tv-program 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki'.
- Lige nu nyder vi bare at være os, siger Caroline Wozniacki.
Hun fortæller, at de begge har levet travle liv i sportens verden, hvorfor den frihed, de har nu, skal udnyttes til fulde, før de begynder at tænke på at sætte en baby i verden.
- Vi har haft så travle kalendere i lang tid. Faktisk i 20 år, så jeg nyder bare, og det gør David også, at være gift og bare være os. Jeg er stadig ung, så vi har tid, og vi har ingen planer om det lige nu, siger hun og tilføjer:
- Men vi må se.
David Lee er enig med sin hustru.
- Vi er bare glade for, hvor vi er lige nu, siger han.
Vil udforske verden
Parret blev gift i 2019 i Toscana, Italien. Efter Caroline Wozniacki i januar stoppede karrieren efter Australian Open, har de brugt meget af tiden på at rejse.
At bestige Kilimanjaro, som er målet i tv-programmet, er på deres fælles bucket-list, og Caroline Wozniacki afslører, at der skal rejses en del, hvis de andre punkter på listen skal gå i opfyldelse.
- Vi har et par ting på den bucket-list. Jeg vil gerne til Machu Picchu, der er en af vores drømmedestinationer. Det samme er Galápagosøerne. Jeg har altid også gerne villet udforske Canada og Alaska. Der er så mange fede steder, jeg tror vil være sjove at udforske, siger Caroline Wozniacki, der bliver suppleret af sin mand.
- Vi elsker at rejse til lækre steder og spise god mad. Da vi begge var sportsfolk, havde vi et travlt program, og når vi fik en pause, var vores mål altid at slappe af så meget som muligt. Det her var første gang, vi har kastet os ud i noget fysisk krævende, og jeg tror, vi begge nød det, så det vil vi gøre mere i fremtiden, siger David Lee med henvisning til opstigningen til toppen af Kilimanjaro.
I 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki' skal familien besøge tre eksperter, der skal lære dem at flytte kroppens grænser, før de skal forsøge at bestige Kilimanjaro uden beskyttelse mod kulde, vind og vejr. Om det lykkes familien at nå toppen kan ses på Kanal 5 og streamingtjenesten Dplay fra 13. august.