En sort skærm med et lille billede af Jonatan Spang.
Det var hvad seerne så, da Jonatan Spang og Morten Messerschmidt ringede til Danmarksdemokraternes hovednummer for at lave telefonfis i DR's program 'Tæt på sandheden'
Politikeren og tv-værten havde først prøvet at ringe op til Jeanie Nørhave privat, men da hun ikke tog telefonen, besluttede de sig for at prøve hovednummeret.
Skærmen blev dog bare sort, og var før indslaget forklarede Jonatan Spang det kun kort med:
- I kan prøve på at få øje på hvad det er DR ikke vil give mig lov til at vise.
I et skriftligt svar til Ekstra Bladet forklarer DR's redaktør Lasse Bjørch dog beslutningen lidt nærmere.
'Da Tæt på sandheden foretager opkaldet til Danmarksdemokraterne, taler de med en tilfældig ansat, der ikke bliver oplyst, at samtalen bliver båndet. Redaktionen bag programmet lavede en version af samtalen, hvor personen er bippet ud, og man kun hører Jonatans del af samtalen.', skriver Lasse Bjørch og fortsætter:
'Jeg vurderede dog, at i forhold til DR’s etiske retningslinjer var personen ikke tilstrækkeligt anonymiseret, og med en stram deadline for at udkomme med programmet, var det ikke muligt at få samtykke inden udsendelse. Derfor blev det besluttet at klippe indslaget helt uden samtalen med den pågældende medarbejder hos Danmarksdemokraterne og erstatte det med en form for pausebillede.'
Ekstra Bladet har været i kontakt med Danmarksdemorkaternes presseafdeling om klippet i programmet. De meddeler dog, at de ikke har tid til at finde ud af, hvilken medarbejder der talte i telefon med Jonatan Spang.