Hvis du var en af dem, der så 'Den store juniorbagedyst' lørdag aften på DR, undrer du dig måske over, hvor den ene del af dommerduoen, Katrine Foged Thomsen, blev af.
Hun var nemlig ikke at finde i bageteltet ved siden af Markus Grigo som vanligt, og den mandlige dommer havde i stedet den tidligere 'Den store bagedyst'-vinder Emil Obel som makker.
Heller ikke i program fire, der bliver sendt lørdag aften, er Katrine Foged Thomsen til stede.
I stedet er det den garvede 'Bagedyst'-dommer Mette Blomsterberg, der gør comeback i teltet som Marcus Grigos meddommer.
Og det er der en særlig grund til.
Til Ekstra Bladet oplyser Søren Olsen, der er redaktør på programmet, at Katrine Foged Thomsen ikke var til stede grundet sygdom.
'Som det bliver nævnt i programmet, har hun haft et par sygedage, der var sammenfaldende med de to programmer, der blev optaget to dage i streg,' lyder det fra Søren Olsen i en mail til Ekstra Bladet.
Katrine Foged Thomsen vil dog atter være at finde i teltet i program fem, der bliver sendt i næste uge.
Du kan se 'Den store juniorbagedyst' hver lørdag klokken 20 på DR og på DRTV.