Vækker opsigt: - Det gik helt galt

Blachmans tale under søndagens Zulu Awards vakte i den grad opsigt

Thomas Blachman holdt en lang tale under søndagens Zulu Awards. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Thomas Blachman holdt en lang tale under søndagens Zulu Awards. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Prisen som årets par ved Zulu Awards 2021, der blev sendt på TV 2 Zulu søndag aften, gik til Thomas Blachman og Martin Jensen fra 'X Factor', men da de skulle op på scenen, gik det langtfra efter planen.

Her lod Martin Jensen nemlig Thomas Blachman tage mikrofonen, og den garvede 'X Factor'-dommer havde bestemt noget at sige, og det har siden i den grad vakt opmærksomhed på de sociale medier.

Læs brudstykker af Blachmans tale herunder:

- Jeg har stiv pik

- Dette lille lorteland. Hvad er det, vi kan. Tessa, jeg står i telefonbogen - kom og knald mig, min elskede, lød det fra Blachman, der tydeligvis havde svært ved at gå lige, da han indtog scenen under Zulu Awards.

Han fortsatte:

- Jeg er måske nok i de sidste 20 år den største tv-legende i Danmark. Jeg er sexet, jeg er charmerende, jeg har stiv pik.


Han stoppede dog ikke der, for han havde tydeligvis meget mere på hjerte.

- Jeg kan opdrage en lille mand som Martin, som kommer helt ung og pur og gerne vil voldtage og vise. Men jeg smadrer den her mand til hver en tid, men jeg elsker den her mand, for den her mand har vist, hvor charmerende jeg i virkeligheden er, lød det fra Blachman.

'Jeg redder dig'
Her sprang Martin Jensen dog ind med ordene:

- Jeg tror lige, jeg redder dig, lød det fra 'X Factor'-dommeren, der fortsatte med at fortælle, hvor glade de var for at modtage prisen.

Her så Blachman dog atter sit snit til at bryde ind.

- Den her skal stå over kaminen i vores soveværelse, hvor vi knalder hinanden i røven, sagde han, inden Martin Jensen tog ham under armen og forlod scenen.

Ikke efter planen
Til Ekstra Bladet fortæller Martin Jensen dagen derpå, at det bestemt ikke var den tale, de havde planlagt.

- I den givne situation er jeg tilfreds med, at jeg selv havde fået en øl eller to. Ellers havde det været meget akavet, siger han med et grin og fortsætter:

- Jeg havde tænkt, vi skulle lave en sjov tale. Vi havde ikke forberedt noget, og derfor prøvede jeg at give mikrofonen til Blachman, så han kunne starte, men der tog det så en drejning, som jeg ikke lige havde forestillet mig. Det gik helt galt, griner han.

Blachman var allerede i hopla, da han ankom på den røde løber sammen med sin kæreste, Julia Werup. Foto: Anthon Unger
Blachman var allerede i hopla, da han ankom på den røde løber sammen med sin kæreste, Julia Werup. Foto: Anthon Unger

Martin Jensen lægger ikke skjul på, at både han og Blachman havde fået en del af de våde varer forud for deres tale.

- Jeg tror, at til den sammenkomst, der var til Zulu Awards, havde alle fået en sjus eller ti, så i selskabet er der nok ikke så mange, der har bemærket det, siger han med et grin og fortsætter:

- Jeg kender jo også Blachman, og jeg ved jo, hvordan han er, og i ethvert parforhold er det vel fint, at der er en, der er lidt mere ekstravagant end den anden, griner han.

Thomas Blachman hyggede sig gevaldigt - her med en Bacardi Breezer. Foto: Anthon Unger
Thomas Blachman hyggede sig gevaldigt - her med en Bacardi Breezer. Foto: Anthon Unger

Kun gode reaktioner
Ifølge Martin Jensen har han da heller ikke fået nogen negative reaktioner, efter programmet er blevet sendt i tv.

- Jeg troede faktisk, at min mor ville komme efter mig. Men det gjorde hun ikke engang. Hun sagde bare 'tillykke med prisen', griner han og fortsætter:

- Jeg ved selvfølgelig ikke, hvilke reaktioner Blachman har fået. Men jeg tror, at vi begge syntes, at det var en sjov aften, og at det var sjovt endelig at kunne være ude blandt mennesker igen. Så måske fik den også lidt ekstra gas, griner han.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Thomas Blachman, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.