Vandt halv million på TV 2: - Det skal pengene bruges på

Simon Rasmussen er årets vinder af 'Hjem til gården'

Simon er vinderen af 'Hjem til gården' 2021. Foto: Foto: TV
2/ Lotta Lemche
Simon er vinderen af 'Hjem til gården' 2021. Foto: Foto: TV 2/ Lotta Lemche

Smilet var stort hos 29-årige Simon Rasmussen, da han i søndagens afsnit af 'Hjem til gården' vandt finalen og dermed blev den heldige vinder af en halv million kroner.

- Det var bare megafedt at kunne knalde klokken i, og at det hele endte med en sejr. Man tør kun håbe på det, når man starter, så det var bare vildt, fortæller Simon til Ekstra Bladet.

De andre 'Hjem til gården'-deltagere så med fra tribunen, mens Hanne og Simon dystede om sejren. Foto: TV2/ Lotta Lemche
De andre 'Hjem til gården'-deltagere så med fra tribunen, mens Hanne og Simon dystede om sejren. Foto: TV2/ Lotta Lemche

Han ved allerede nu, hvad de 500.000 kroner skal bruges til:

- Jeg havde lovet min søster, at hvis jeg vandt, skulle vi flyve luftballon. Og jeg har lovet min mor, at vi skal på en forlænget weekend et sted hen og spise en masse god mad. Derudover havde jeg egentlig planlagt, at min far og jeg skulle bestige et bjerg sammen, men da det er lidt omstændigt lige nu, bliver det nok en fodboldtur til et sted i Europa i stedet for, forklarer han og tilføjer:

- Derudover skal jeg starte selvstændig som tømrer, og det går der en del penge til opstart af. Det er super fedt, at jeg kan slippe for at skulle låne penge til det. Det er en spændende tid, jeg går i møde.

En fortjent sejr
Simon slap for semifinalen, da han blev sendt direkte i finalen af de andre 'Hjem til gården'-deltagere.

- Det var en fed følelse, at de andre stemte mig videre i finalen. Og vildt stort af Daniel at ofre sine stemmer. Det var rart, at de så mig som en værdig kandidat til at vinde programmet. Jeg synes dog også, jeg havde gjort mig fortjent til det ved at gå forrest i ugeopgaverne, forklarer Simon, der dog langtfra havde regnet med at stå overfor Hanne i finalen.

De fire sidste deltagere i 'Hjem til gården' 2021. Foto: TV2/ Lotta Lemche
De fire sidste deltagere i 'Hjem til gården' 2021. Foto: TV2/ Lotta Lemche

- Jeg forventede, at Martin ville vinde, håbede på Daniel og blev meget overrasket over, at det var Hanne. Det var sejt kæmpet af hende. Jeg regnede dog slet ikke med, at jeg ville vinde finalen over hende, da det afhang meget af, hvilken dyst vi skulle ud i. På det tekniske og styrkemæssige havde jeg nok en fordel, men når det kom til spørgsmål inden for viden, kunne Hanne sagtens være mig overlegen, lyder det fra Simon, der tilføjer:

- Da jeg så, hvad vi skulle lave i finalen, blev jeg dog svært tilfreds. Den lå ret godt til mig.

Der sker mange ting bag kameraet på TV 2-programmet 'Hjem til gården', som helt sikkert vil overraske dig. Det kan du læse her.