Vender tilbage med kæmpe ændring

TV3 har rystet posen og fundet en spritny lokation til ’Robinson Ekspeditionen’

Der er nye omgivelser i vente til næste sæson af 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: TV3
Der er nye omgivelser i vente til næste sæson af 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: TV3

Når ’Robinson Ekspeditionen’ senere på året vender tilbage, bliver det med en stor ændring.

Det erfarer Ekstra Bladet.

Optagelserne til den første sæson efter coronavirussens indtog er i fuld gang, men inden afrejse har produktionens mere erfarne aktører formentlig måttet spærre øjnene op en ekstra gang, når de har set på flybilletterne. For efter et årtis tro tjeneste er Filippinerne skiftet ud, og de optagelser, der foregår netop nu, finder sted i Den Dominikanske Republik.

Det er første gang, at ’Robinson Ekspeditionen’ produceres i Den Dominikanske Republik.

TV3 ønsker ikke at kommentere på Ekstra Bladets oplysninger endnu, lyder det.

2021-udgaven af ’Robinson Ekspeditionen’ bliver den første siden Nis Prios sejr i 2019. I 2020 blev en ellers planlagt ekspedition aflyst grundet coronavirus, og det var en trist Jakob Kjeldbjerg, som Ekstra Bladet dengang fangede over telefonen.

- Det er ærgerligt. Jeg ville meget gerne ud og piske unge, håbefulde danskere rundt på en øde ø, men i forhold til den virkelighed der har ramt os i det her forår og sommer, så kan det ikke være anderledes, lød det fra den faste vært siden 2004.

’Robinson Ekspeditionen’ blev sendt første gang helt tilbage i 1998. Det vides endnu ikke, hvornår den nye sæson får premiere.

Jakob Kjeldbjerg har selv delt et opslag på Instagram om, at optagelserne til den nye sæson er i gang: