Det blev Amir, der måtte aflevere sit slips og sige farvel til drømmen om at ride afsted med prinsen på den hvide hest i seneste afsnit af datingprogrammet 'Prince Charming'.
Valget kom dog langt fra bag på ham, fortæller han til Ekstra Bladet.
- Jeg var helt stille under morgenmaden, fordi jeg godt var klar over, at det var mig, der skulle hjem. Det kunne jeg mærke.
Selvom Amir blev skuffet over, at det blev ham, der måtte pakke kufferten, så følte han, at det kom på det rette tidspunkt.
- Det var tid for mig at tage hjem. Jeg synes ikke, det var sjovt længere. Jeg var begyndt at lægge flere følelser i det, end jeg lige havde regnet med, siger han.
- Vi er ikke kærester
Amir har ikke lagt skjul på, at han og Martin Oliver, som også var med i programmet, har fået et godt forhold til hinanden, efter de begge kom hjem.
Hidtil har de ikke ønsket at sige særlig meget om deres relation, da Amir stadig var med i løbet om at vinde 'Prince Charmings' gunst.
Nu fortæller han til Ekstra Bladet, at der ikke er amoriner i luften blandt de to.
- Vi har det bare rigtig godt sammen. Vi dater ikke, og jeg vil sige, at vi bare er venner. Men vi har det enormt godt med hinanden, siger Amir.
Efter deltagelsen har Amir forsøgt sig en smule på datingscenen, men uden det store held.
- Jeg har prøvet at date lidt, efter jeg kom hjem. Men lige nu er jeg faktisk bare glad for at være mig, siger han.
Han takker dog ikke nej, hvis den helt rigtige fyr pludselig banker på døren.
Afgørelsens time
Tolv blev til tre og tre blev til to. Og nu skal to blive til én.
På søndag skal 34-årige Jonas Løvik beslutte hvem af de to bejlere, som står tilbage, der har gjort det allerbedste indtryk på ham.
Programmet kan ses på Discovery+
Selvom Amir i programmet altid virker glad og smilende, har han langtfra altid haft det nemt. Flere gange i teenageårene har han forsøgt at tage sit eget liv.