- Eeeeeeeej, whaaaaat, OMG!. Har du seriøst mødt Anna Munch? Sygt.
Der var ét styk misundelig teenager på tasterne midt i en skoletime, da nærværende skribent efter et veloverstået pressemøde på 'Tinka og Sjælens Spejl' sidst i oktober kunne afsløre, at Ekstra Bladets udsendte havde interviewet 'selveste' Anna Munch.
Nu er det så blevet december, og selvsamme Anna Munch er blevet introduceret i julekalenderen 'Tinka og Sjælens Spejl', hvor hun spiller Astrids nye, seje skoleveninde Juliane.
Er du over 25, er der en god chance for, at du slet ikke kender den 17-årige influencer-pige med ben i næsen. Men spørger du dine børn - hvis de vel at mærke fortsat ikke er voksne - vil svaret formentlig være anderledes:
De ved udmærket, hvem den nye 'Tinka'-profil er.
Anna Munch er således en yderst succesfuld og idoliseret influencer, youtuber og social media-profil, der har tæt på 255.000 følgere på TikTok, 50.000 følgere på YouTube og 82.000 følgere på Instagram.
Styrer selv biksen
Mange unge ser op til den 17-årige pige og lader sig inspirere af hendes tøjstil, holdninger eller de ting, hun gør i sin dagligdag - noget, hun deler flittigt ud af på sine sociale medier, som hun kan tjene en hel del penge på via sponsorerede opslag.
Det er en forretning, hun indtil videre selv styrer med forældrene på sidelinjen uden en grådig agent inde over.
- Jeg er selv vokset op med de her medier og kender mit eget brand bedst. Jeg har meget unge følgere, som kan være nemme at få til at købe noget, så jeg har vidst fra start af, at det eddermame skulle være noget, jeg selv ville anbefale, udtaler Anna Munch til TV 2.
De mange tusinde 'tilbedere' er vilde tal for så ung en pige, som var blot syv år gammel, da hun begyndte at lave sine egne videoer, inden der overhovedet var noget, der hed TikTok, mens YouTube så dagens lys det år, hun blev født.
Anna, der nu går i 2.g på gymnasiet, har da også oplevet bagsiden af medaljen i forhold til den megen opmærksomhed:
- Jeg vil ikke sige, at jeg helst er fri, men der er mange sider af det. Det vil altid se meget glamourøst ud, men jeg har da prøvet nogle situationer, hvor jeg tænkte, at det ikke var det fedeste. Men det er, hvad jeg drømmer om - at lave de her ting, så jeg tror bare, at det har nogle plusser og minusser, fortæller Anna Munch til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under boksen ...
Ingen dybde
Opmærksomheden bliver næppe mindre, efter at hun er trådt ind i det 'gale' Tinka-univers, hvor folk nærmest er villige til at komme op at slås for at få fat i en banal nissehue.
- Generelt har folk været helt vildt søde til at være forstående og have respekt. Jeg kan ikke umiddelbart tænke på nogle særligt dårlige oplevelser. Mine forældre og mine venner har også været søde til at tænke over, hvor vi går hen, så det bliver aldrig for meget. I hvert fald meget sjældent.
- Der er jo ofte en meget hård tone på de sociale medier. Er det noget, du har oplevet - f.eks. at folk har været grove?
- Ja, selvfølgelig er det noget, jeg oplever, men jeg synes faktisk generelt, at folk har været virkelig søde. Ofte er der ikke så meget dybde i de negative ting, man modtager. F.eks. 'Du gør det ikke godt'. Det er der ikke meget dybde i. De søde kommentarer handler mere specifikt om, hvad jeg gør godt.
Se et eksempel på en YouTube-video fra Anna her. Artiklen fortsætter under videoen ...
Mange ambitioner
Selvom hun allerede har opnået mere, end mange unge tør drømme om, stopper det ikke her, hvis det står til Anna selv:
- Jeg har mange planer. Jeg ved ikke, om det lige præcis er skuespil, men jeg vil i hvert fald gerne lave mere. Jeg tror, jeg fortsat vil lave medier og se, hvor det kan tage mig hen, og så lave noget skuespil ved siden af. Jeg har mange drømme og ambitioner, så måske noget med tøj i fremtiden. Jeg vil i hvert fald fortsætte ad den vej, jeg kører på nu, siger Anna Munch.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør Christel og Nicklaes fra 'Ex on the beach' tale ud om deres utroskabs-drama i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app. Begge to og Line Maria var onsdag til samme julefrokost, hvor Ekstra Bladet også deltog.