Efter ikke færre end 44 dage i det malaysiske øhav er vinderen af 'Robinson Ekspeditionen' 2022' endelig fundet. Og han hedder Mikkel Bertelsen.
Sammen med Naja Stencel og David Tegam dystede Mikkel Bertelsen i den store finale, hvor de tre finalister kæmpede mod hinanden på en stor forhindringsbane.
Og her var det altså Mikkel Bertelsen, der gennemførte dysten hurtigst, og dermed er han vinderen af dette års 'Robinson'.
- Det er fantastisk. Det er helt vildt fedt. Det er en speciel følelse, når man står der som vinder efter en lang og udfordrende finaledyst. Det er kraftedeme vildt, siger Mikkel Bertelsen til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Det var nogle virkelige dygtige finalister, som jeg kæmpede mod. Så sejren betyder virkelig, virkelig meget for mig.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Trofæ og 500.000 kr.
Som vinder af 'Robinson Ekspeditionen' 2022 har Mikkel Bertelsen vundet det ikoniske trofæ samt en pose penge på en halv million kroner.
Og ekspeditionens vinder ved allerede, hvad pengepræmien skal bruges på.
- Jeg vil gerne bruge penge på noget med antimobning. Jeg vil rigtig gerne gøre noget for børns vilkår. Hvordan ved jeg ikke lige 100 procent, men pengene skal bruges på noget med trivsel og børn.
Videre fortæller Mikkel Bertelsen, at han for otte år siden opfandt sit eget brætspil 'Klask', som han håber på at kunne videreudvikle i samspil med børnene i skolegåden.
- Jeg håber, at jeg med mit brætspil kan lave noget med antimobning. Og så skal børnene i skolen vide, at det, der sker i 'Robinson', ikke må ske i skolegården.
- Hvad mener du det med?
- I 'Robinson' går man bag hinandens ryg og snakker om andre. Det må bare ikke i skolegården, så jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan hjælpe der, lyder de afsluttende ord fra Mikkel Bertelsen.