Vinderne af 'Alene i vildmarken': - Vi var to skridt foran

Det blev de to venner Emil og Nicklas, der kunne hive sejren hjem i dette års 'Alene i vildmarken' på DR

De to venner fra Fredericia Emil og Nicklas blev årets vindere af 'Alene i vildmarken'. Foto: United
De to venner fra Fredericia Emil og Nicklas blev årets vindere af 'Alene i vildmarken'. Foto: United

Efter 32 dage i den norske vildmark kunne venneparret Emil Fammé Hansen, 23, og Nicklas Flenø Mikaelsen, 24, kalde sig vindere af det populære DR-program 'Alene i vildmarken'.

Og selvom glæden og lettelsen over sejren var stor, var de helt klar til at blive endnu længere, fortæller de til Ekstra Bladet.

- Man måtte tage ét billede med hver, og jeg havde taget et billede med derud af et juletræ, så hvis vi skulle have holdt jul derude, kunne vi danse om juletræet, fortæller Emil, mens Nicklas fortæller, at de to venner havde forberedt sig ved at købe rejseforsikring til 120 dage.

Rekorden i den danske udgave af det ekstreme reality-program er da også væsentligt mere end 32 dage. I både sæson tre og fire klarede vinderne af programmet sig hele 60 dage.

Og det ærgrer da også de to venner, at de ikke kommer i nærheden af rekorden.

- Desværre. Det er jo så også bagsiden af medaljen. Vi var klar til at være der meget længere endnu, men vi er også enige om, at vi bare skal nyde sejren og være ydmyge, for oplevelsen var jo helt ekstrem, siger Nicklas.

Fisk tilbage
Emil og Nicklas fortæller, at de indtil før programmerne blev sendt i tv ingen anelse havde om, hvordan det var gået de andre deltagere.

Fornemmelsen af at have klaret sig godt er dog blevet forstærket af at se programmerne.

- De problemer, de andre hold bøvler med i forhold til deres shelter og i forhold til at holde varmen, det bøvler de med efter tre uger. Vi bøvler med det på dag seks. Så generelt set var vi to skridt foran hele tiden, vil jeg sige, siger Nicklas.

De fortæller også, at deres mentale overskud kunne have fået dem meget længere, og at de havde rigeligt med mad, da de blev hentet.

- Vi var begyndt at konservere fisk, og vi havde otte-ni fisk tilbage, da vi tog derfra, siger Nicklas, og Emil tilføjer:

- Ja, den største fisk, vi fangede, nåede vi ikke engang at spise.

Nu glæder de sig bare til at dele sejren med resten af Danmark.

- Det er virkelig dejligt. Nu har vi skullet holde det hemmeligt så længe, siger Emil og Nicklas fortsætter:

- Det er en ubeskrivelig følelse. Som de konkurrencemennesker, vi er, kan vi jo også godt lide, at folk ser det, vi laver. Specielt i sådan et betydningsfuldt program, hvor man har blottet nogle sider af sig selv for hele Danmark. Så vil man også gerne høste af det.

Flere tidligere deltagere i 'Alene i vildmarken' har fortalt om massive vægttab, og hvor lang tid det tog dem at komme tilbage i form efter programmet. Læs om det her.

'Alene i vildmarken' kan ses på DR1 og DR TV.