'X Factor'-darling: Jeg vil på date

Nikoline Steen Kristensen drømmer om at komme på dansedate. Men først gælder det 'X Factor'

Nikoline Kristensen imponerede dommerne med sin autentiske, livsglade personlighed til sin audition.

Den 17-årige 'X Factor'-deltager Nikoline Steen Kristensen har taget programmet med storm.

Med sit store smil og tydelige store livsglæde har hun allerede skaffet sig støtter bag skærmen.

Da Ekstra Bladet taler med hende forud for det første liveshow, fortæller hun, at støtten tydeligt har kunnet mærkes på de sociale medier, hvor beskederne er væltet ind.

- Ja, det kan man vist roligt sige. Der er i hvert fald en del, der har skrevet, og jeg synes, det er så vildt, for jeg er jo stadig bare Nikoline. Der var en, der skrev, at han gerne ville sende mig noget Daim, fordi det var noget, jeg nævnte på bootcampen, griner hun.

- Der er også rigtig mange, der kommenterer på, at de godt kan lide, hvem jeg er som person, og det betyder virkelig meget for mig. Det er rart, at folk kan lide, hvem jeg er. Det var et vildt øjeblik, da det gik op for mig, at jeg bare skal være mig selv og naturlig og ikke tænke så meget over, hvad jeg skal gøre, fortsætter hun.

Hylder Rønne: For god til 'X Factor'

- Jeg bliver simpelthen nødt til at høre. Virkede scoretricket med Daim'en?

- Altså, jeg har ikke helt fået svaret ham endnu. Det sværeste er at få svaret alle, og det har jeg det virkelig stramt med. Men jeg syntes, det var virkelig sødt skrevet af ham, griner hun.

En drøm
Den 17-årige 'X Factor'-favorit fra Sørvad i Vestjylland har ikke en kæreste. Men hun begynder selv at tale om, hvordan hun drømmer om, at en sød fyr en dag vil invitere hende ud.

- Jeg har ikke en kæreste, men det kan jo være, at det kommer. Men drøm, ik? Jeg ville lidt ønske, at der var en, der ville invitere mig ud og danse. Det kan man ikke nu, men i fremtiden vil jeg være solgt, hvis en vil invitere mig ud at danse, griner hun.

'X Factor'-dommere om hjernetumor: - Det gør ondt i maven

- En god gang salsa, eller?

- Haha, det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke engang, at jeg kan finde ud af.

Melvin Kakooza skal ikke være vært alligevel. Se herunder:

På sociale medier findes kritikerne, der mener at Nikoline også kan blive for sød til skærmen. Hun frygter dog ikke, at det er noget, der vil vokse, og at folk bliver trætte af hende, fordi det bliver lidt for rosenrødt det hele.

- Nej, det tror jeg ikke. Vi er mange mennesker med individuelle meninger, og det er helt okay. Folk må kunne lide mig eller ej. Jeg kan ikke ændre på, hvem jeg er, og man ser bare, hvordan jeg er i programmet. Så nej, det tænker jeg ikke. Men folk må synes, hvad de vil, siger hun.

Hvordan det går Nikoline i 'X Factor' kan ses, når det første liveshow rammer skærmen fredag.