- Åh. Min. Gud. Det er en film. Jeg fandt på det. Det er. Ikke. Ægte.
Der er ikke sparet på punktummer i et tweet fra manuskriptforfatteren, Akiva Goldsman, der står bag plottet til 'I Am Legend'.
Dermed afviser den 59-årige Goldsman rygter om, at en vaccine har fået figurerne i filmen til at blive til zombier. Det skriver BBC.
Meldingen kommer i kølvandet på en artikel fra New Yok Times, som er delt på Twitter, der nu får forfatteren til at reagere.
Artiklen omhandler virksomhedernes udfordring med at få deres medarbejdere vaccineret, og her spiller filmen en central rolle.
En medarbejder udtrykker nemlig bekymring for vaccinen, da hun mener, at en vaccine har forvandlet figurerne i 'I Am Legend' til zombier.
Og hun er ikke den eneste. Nogle af vaccineskeptikerne på de sociale medier har også taget påstanden til sig.
Zombiefilmen fra 2007 med Will Smith i hovedrollen handler om et mislykket forsøg på genetisk at manipulere med mæslinger for at helbrede kræft.
Det munder efterfølgende ud i en udryddelse af 99 procent af verdens befolkning i filmen.
Dem, der overlever infektionen i 'I Am Legend', bliver til vampyr-lignende skabninger.