Kronprins Frederik satte gang i et racerløb med soldrevne biler på den sidste dag af det officielle besøg i Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam.
Otte racervogne i forskellige modeller med solpaneler monteret på taget trillede derefter lydløst af sted med 12-15 kilometer i timen.
Løbet blev overværet af hujende universitetsstuderende og et kæmpe portræt af Vietnams landsfader, Ho Chi Minh.
Luft i ansigtet
Efter løbet fik kronprins Frederik lejlighed til selv at køre en tur rundt på stadion i en af de soldrevne racerbiler.
- Det var rart at få luftet ansigtet, og en fornøjelse at mærke begejstringen fra de unge universitetsstuderende, der står bag bilerne, siger kronprinsen.
- De har ikke adgang til lige så god uddannelse, som vi har derhjemme, og alligevel formår de at give et bud på, hvordan man i fremtiden kan løse problemerne med luftforurening.
Fokus på klima og miljø
Kronprinsens officielle besøg i Vietnam har fokus på klima, miljø, og energi, hvor Vietnam står foran nogle meget store problemer, som danske virksomheder har nogle af løsningerne på.
SE OGSÅ: TV: Frede: 'Ligner jeg Poul Nyrup?'
- Hele Mekong Deltaet her i den sydlige del af Vietnam er truet af oversvømmelser på grund af klimaforandringer, og det kan få meget store konsekvenser for befolkningen, siger kronprins Frederik.
Til badminton
På kronprinsens sidste aften i Vietnam overværede han en badmintonkamp mellem Peter Gade og Vietnams bedste badmintonspiller, Tien Minh.
Kronprinsen kom selv på banen og slog et par slag, og et par huller i luften, inden Peter Gade efter tre hårde sæt kunne trække sig som vinder.
Kronprinsens officielle besøg finder sted i anledning af fejringen af 40 års diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam. Dronningen og H.K.H er værter for genbesøg af Vietnams præsidentpar i 2012.