Kronprinsparret møder australsk statsleder

Kronprinsparret rejser på officielt besøg i Australien i november. De besøger regeringsbyen Canberra

Australske medier mener at vide, at Mary og Frede tager hele børneflokken med til Australien til november. (Foto: All Over Press/Martin Høien)
Australske medier mener at vide, at Mary og Frede tager hele børneflokken med til Australien til november. (Foto: All Over Press/Martin Høien)

Kronprins Frederik og Mary skal hilse på Australiens premierminister, Julia Gillard, når de aflægger officielt besøg i landet.

Kronprinsparret skal fra den 19. til 26. november stå i spidsen for et dansk eksport- og kulturfremstød, hvor de sammen med danske erhvervsfolk blandt andet vil gøre australierne opmærksomme på Danmarks ekspertise inden for grøn energi og teknologi.

LÆS OGSÅ: Australien glæder sig til Mary og børnene

Undervejs i det ugelange ophold besøger de regeringsbyen Canberra, og det er her, de udveksler håndtryk med statslederen, som er forholdsvis ny i embedet. Hun blev valgt i 2010.

Under besøget er de i følgeskab med landets generalguvernør, Quentin Bryce, som er vært for de danske gæster, fra de ankommer til Sydney og slutter i Melbourne.

Det er anden gang, kronprinsparret aflægger officielt besøg i Australien. Desuden har de flere gange besøgt landet under mere private former, ligesom de har været på Tasmanien, hvor Mary er opvokset og hvor hendes to søstre stadig bor.

LÆS OGSÅ: Mary: Jeg er stadig en 'aussie'

Parrets to ældste børn, prins Christian og prinsesse Isabella, har været på ferie i Australien. Derimod har deres to små søskende, prinsesse Josephine og prins Vincent, stadig til gode at møde deres mors familie på hjemmebane.

Om kronprinsparret kombinerer det officielle besøg med en privat familieferie, fremgår ikke af kongehusets pressemeddelelse. Men avisen Herald Sun mener at vide, at alle fire børn skal med.

LÆS OGSÅ: Frede og Mary på ferie i lavpristøj