Nærig-Frede fyldte minibaren op

Vennerne blev sendt ud for at købe sprut, da kronprinsen opdagede, at han skulle betale for de våde varer

Frederik sætter stor pris på livets gratis glæder, og undgår helst at få pungen op ad lommen, når der skal betales for sprut og spas. (Foto: Thomas Wilmann)
Frederik sætter stor pris på livets gratis glæder, og undgår helst at få pungen op ad lommen, når der skal betales for sprut og spas. (Foto: Thomas Wilmann)

Han får 17.600.000 kroner i lommepenge af den danske stat i år.

Alligevel sendte kronprins Frederik sine venner ud for at købe sprut til at fylde minibaren op, da det pludselig gik op for den danske tronarving, at han selv skulle betale for de våde varer under en ferie i juli sidste år.

Idyllen lå ellers lige til højrebenet, da han og familien blev inviteret til at holde en ferie om bord på den luksuriøse yacht ’Parsifal III’, der ejes af prins Henriks venner, den danske milliardær og cappuccino-konge Kim Vibe-Petersen og hans kone Nina.

Normalt koster det halvanden million kroner om ugen at leje det flydende palads, der har ni tjenere til at servicere gæsterne. Kronprins Frederik og Mary fik dog stillet båden gratis til rådighed.

Men Frederik havde tilsyneladende forregnet sig med hensyn til sit værtsparrets generøsitet.

– De havde taget champagne i baren, men det gik op for dem, at de selv skulle betale for varerne. Og priserne var meget høje i baren, fortæller en kilde med nært kendskab til den kongelige tur.

Ifølge kilden, der ønsker at være anonym, resulterede det i, at et hold næste dag gik i land på den italienske ø Sardinien.

– Jeppe Handwerk (Frederiks bedste ven, red.) gik sammen med en anden i land og købte de flasker, som de havde drukket aftenen forinden og satte dem i baren. På den måde slap de for at betale de høje priser, siger kilden til Ekstra Bladet.

Kilden fortæller også, at det ikke er første gang, at Frederik viser, at han er særdeles bevidst om at holde på apanage-kronerne.

– Han har ry for at stille sig bagest, når regningen for byturene skal betales, siger kilden til Ekstra Bladet.

Ren luksus
Med på turen til Sardinien, hvor luksusbåden ventede, var vennerne Jeppe Handwerk og dennes kone, Birgitte, samt vennen Julie Mølsgaard.

Yachten har plads til 14 gæster, der kan hygge sig i de mange kahytter, på soldækket, i salonerne med minktæpper, sofagrupper med cremefarvet læder og interiør af ibenholt, stål og glas.

Samtidig er der trådløst internet, B&O-anlæg, Teppanyaki-grill, jacuzzi og dykkerudstyr til rådighed.

Men trods den vilde overflod var det altså for meget for Frederiks pengepung, at drikkevarerne ikke var gratis.

0 kommentarer
Vis kommentarer