'Mystisk brunette' er Marys veninde

Kvinden, der blev fotograferet med kronprins Frederik i Sydney, er en af kronprinsparrets venner og hedder Kylie Matthews

Den mystiske brunette har altså det ærkeaustralske navn Kylie. (Foto: PB Media/HER & NU)
Den mystiske brunette har altså det ærkeaustralske navn Kylie. (Foto: PB Media/HER & NU)

Da kronprins Frederik under et besøg i Australien for nylig blev fotograferet sammen med en brunette i en yacht ved Sydney, blev der i flere medier spekuleret i, om kronprinsen nu havde gang i en flirt, mens kronprinsesse Mary var hjemme i Danmark.

Mystikken blev ikke mindre af, at brunetten kun blev fotograferet bagfra.

Nu viser det sig imidlertid, at kvinden er ven af kronprinsparret. Hun hedder Kylie Matthews og siger, at al snak om, at hun og Frederik er mere end venner, er latterlig, skriver avisen Brisbane Times lørdag.

- Mary er en af mine nærmeste venner. Vi har boet sammen i Sydney, siger Matthews, der er advokat, ifølge avisen The Sun-Herald, som Brisbane-avisen citerer.

Kylie Matthews fortæller, at hun har været ven med Mary siden 1999, da den nuværende kronprinsesse hed Donaldson til efternavn.

I 2002 blev Kylie Matthews gift, og da var Mary brudepige.

Siden da er Matthews skilt fra finansrådgiveren Anthony Jones, men det ændrer ikke på, at det er vrøvl at påstå, at der er mere end venskab mellem hende og Frederik.

- Jeg var blot på havnen med venner, siger hun.

Kylie Matthews fortæller videre, at hun har talt med Mary, efter at rygterne opstod.

I øvrigt mødtes de to veninder i Paris forrige jul, og Kylie Matthews tilbragte nytårsaften med de kongelige i København.