Mary kører ind i cyklist

Kronprinsessen chokeret efter lidt for tæt møde med ældre undersåt

Her taler Mary med den ældre cyklist, som hun kørte ind i i går i Slagelsegade på Østerbro i København. (Privatfoto)
Her taler Mary med den ældre cyklist, som hun kørte ind i i går i Slagelsegade på Østerbro i København. (Privatfoto)

Kronprinsesse Mary måtte i går gøre et ekstra stop på Østerbro, da hun var på farten med prinsesse Isabella og prins Christian i sin bronzefarvede Land Rover.

En rutinemæssig tur ned gennem Slagelsegade udviklede sig nemlig til noget af et chok for Mary, da hun pludselig kom til at køre ind i en ældre cyklist ved 16.30-tiden.

- Jeg havde været inde på kaffebaren og gik ud for at drikke min kaffe udenfor, da jeg så, at Mary hoppede ud af bilen. Hun var virkelig chokeret, fortæller et øjenvidne til ulykken.

Læs også:

Mary hoppede i havnen

Mens Mary i ekspresfart hoppede ud for at sikre sig, at der ikke var sket noget alvorligt, sad Christian og Isabella på bagsæderne og var vidne til det hele.

Det samme var agenten fra Politiets Efterretningstjeneste, der altid følger Margrethe, Frederik, Mary og Christian.

- I første omgang parkerede de midt i gaden, men fik hurtigt flyttet bilerne ind til siden, siger en af de håndværkere, der er ved at renovere en forretning i gaden.

Læs også:

Ups, Marys dieselbil fik benzin

Midt i virakken kom et par parkeringsvagter og ville have, at Mary bil og PET-vognen blev flyttet, men de kom på bedre tanker, da PET-manden viste sit skilt.

Mens stod Mary og talte med den chokerede kvinde, hun kort forinden havde kørt ind i.

- Mary var meget ked af det. Og cyklisten spurgte, om hun skulle sende Mary en SMS. Det grinede de lidt af, for det var jo en absurd tanke. Jeg hørte også cyklisten sige, at det var sjovt, at det var hende, der gjorde det, siger øjenvidnet fra kaffebaren.

Læs også:

Svensken: Mary er den smukkeste prinsesse!

Ifølge øjenvidnerne blev cyklistens ene hjul skadet ved påkørslen, der kunne være endt meget værre, hvis Marys fart havde været højere. Til alt held er det en smal gade med parkerede biler og håndværkere, der arbejder.

Fra hoffets side bekræftes episoden.

- Det er rigtigt, at kronprinsessens bil strejfede cyklisten. Kronprinsessen blev selvfølgelig forskrækket og er ked af hændelsen men glad for, at der ikke skete noget med cyklisten. Kronprinsessen har efterfølgende været i kontakt med cyklisten for at sikre sig, at cyklisten har det godt, siger hoffets kommunikationschef, Lene Balleby, til Ekstra Bladet.

Ifølge Lene Balleby vil kongehuset naturligvis betale de eventuelle skader, der er sket på cyklen.

Er du cyklisten - eller kender du hende - kontakt os på 1224@eb.dk eller sms 1224 (koster alm. sms-takst)