Desværre, I må klare jer selv! Den besked er den mest sandsynlige, når tre af Frederik og Marys fire børn bliver voksne. For mens prins Christian som kronprins og kommende konge er garanteret livslang, offentlig ydelse, får Isabella og de to nye rollinger svært ved at retfærdiggøre, at de også skal på finansloven.
Ifølge kongehuseksperten Jes Fabricius får de ikke automatisk apanage, når de bliver 18 år.
- Nej, der er ingen automatik. Og det er vanskeligt at se, hvad de skal gøre. Hvis man ser på dem, der får, er der individuelle grunde. Grev Ingolf fik apanage som kompensation for, at han ikke blev konge, og prins Joachim fik det i forbindelse med sit første ægteskab, fordi der var udsigt til, at dronningen ville få sine første børnebørn, siger lektoren i historie fra Københavns Universitet.
Og peger på det paradoksale i, at Ingolf får apanage, mens hans søster, Elisabeth, der i modsætning til Ingolf stadig er kongelig, intet modtager.
Ikke penge til alle fire
- Så du tror ikke, at alle fire børn vil få penge af staten?
- Nej, det er ikke sandsynligt. Hvem der får, tør jeg ikke sige. Men jeg er sikker på, at flertallet af dronningens børnebørn må skabe deres egen levevej, siger Jes Fabricius.
Han kan sagtens forestille sig, at det kun er prins Christian, der ender med at få penge som kommende regent.
Han mener også, at det bliver sværere for Frederik og Mary at hive penge op af statskassen til de øvrige tre børn.
- Nu er spørgsmålene om kongehusets økonomi stillet og besvaret med statsministerens udredning. Så nu er økonomien kommet på den politiske dagsorden. Derfor må man regne med, at stigninger vil blive omfattet af en stor skepsis. Det bliver i hvert fald vanskeligere at få den brede, politiske opbakning, der hidtil har været, fordi der ikke før har været en debat om emnet, siger historikeren med henvisning til, at statsminister Lars Løkke fik lavet en beregning af udgifterne til kongehuset.
Gør sig berettiget
- Hvad skal Frederik og Mary gøre for at optimere børnenes chancer?
- Det bliver helt klart et krav i fremtiden, at kongehuset skal berettige udgifterne til det. Hvis de skal opretholde deres privilegier, skal de være meget opmærksomme på, at der forventes noget for pengene, siger Jes Fabricius.
Dermed skal Isabella og de to nyankomne vise, at de repræsenterer en værdi for kongehuset og Danmark.
Med andre ord: De skal arbejde hårdt for at få apanage.
- Det vil give sig selv. Der skal arbejdes for det, slår kongehuseksperten fast.