Pelsklædt Mary mødes af protester

Norsk dyreværnsorganisation har klaget over kronprinsessens sølvræv, der også vækker forargelse herhjemme

Det er denne pels, der har vakt forargelse blandt dyreværnsorganisationer, der mener, at Mary burde holde sig for god til at gå i pels. (Polfoto)
Det er denne pels, der har vakt forargelse blandt dyreværnsorganisationer, der mener, at Mary burde holde sig for god til at gå i pels. (Polfoto)

De kongeliges udelte glæde over alt, der er gratis, giver nu bagslag for den modebevidste kronprinsesse.

Flere dyreværnsorganisationer er nemlig ikke lige så begejstrede som Mary for den kåbe i koksgrå kashmiruld med tilhørende krave af sølvræv, som hun fik foræret i forbindelse med modeugen.

Det var den norske buntmager Henning Olesen, der – i samarbejde med Copenhagen Furs – havde skabt kåben til Mary.

Men det er ikke faldet i god jord hos Dyrevernalliansen i Norge, der har sendt Mary et brev, hvori de kraftigt opfordrer hende til at holde op med at gå i pels.

Dyrene lider
– Vi vil anmode kronprinsessen om at returnere gaven eller i det mindste afstå fra at benytte den, skriver organisationen blandt andet i brevet, der er stilet direkte til Mary.

Dyrevernalliansen slår fast, at dyrene, der lægger pels til, alt for ofte lider, for at kvinder kan se godt ud.

– Vi håber, at kronprinsessens interesse for og empati med dyr vil være udslagsgivende i denne sag, skriver talsmanden Live Kleveland.

Hun er bestemt ikke imponeret over, at den kommende dronning af Danmark går med pels.

– Brug af ægte pels kan på ingen måde anses som godt, så vi er meget skuffede over kronprinsessen og har derfor sendt hende brevet, uddyber Live Kleveland over for flash!.

Grunden til, at den norske organisation er gået ind i sagen, er, at sølvræven kom fra en norsk buntmager.

Han havde håbet på en lidt anden omtale end den, der nu kom ud af gaven.

– Jeg ville gerne være med til at gøre hende opmærksom på, at verdens bedste rævepels kommer fra Norge, siger buntmageren til den norske udgave af Se og Hør.

Læs hvad Kira Eggers siger til Marys pels ved at klikke på linket 'Kira: Hun skal stoppe med det' til højre herfor.