Dramatisk bilulykke: Blev slået bevidstløs

Dronning Margrethe fortæller i ny bog om en bilulykke, hun var involveret i tilbage i 1948

Dronning Margrethe fortæller nu for første gang i detaljer om ulykken. Foto: Ole Steen
Dronning Margrethe fortæller nu for første gang i detaljer om ulykken. Foto: Ole Steen

I en ny interviewbog af forfatteren Tom Buk-Swienty med titlen 'Undervejs', fortæller dronning Margrethe for første gang i detaljer om en alvorlig bilulykke, hun var involveret i tilbage i 1948.

Onsdag 14. juli var kongefamilien ankommet til sommerresidensen Gråsten Slot i Sønderjylland, og her valgte dronning Margrethes mor, dronning Ingrid, at tage sine børn med på udflugt i sin Ford Mercury, der havde kronenummer 411.

Dronning Ingrid kørte selv bilen, mens kronebilens chauffør, Poul Henriksen, sad på bagsædet. Det var ikke uvant, for dronning Ingrid elskede at køre bil.

På forsædet sad otte-årige Margrethe og hendes lillesøster, Anne-Marie, som Margrethe havde på skødet.

I bilen var der ikke sikkerhedsseler, og derfor gik det helt galt, da dronning Ingrid i et øjeblik var uopmærksom og ikke havde øjnene på vejen.

Bilen med de to børn og dronning Ingrid på forsædet smadrede ind i et træ og var totaltskadet.

'På fotos af den ser det drabeligt ud, og det er mærkeligt, at vi ikke kom mere til. Mor, Anne-Marie og jeg var alle blevet slået ud og var besvimet. Jeg havde fået hjernerystelse. Mor havde fået et voldsomt slag på knæet, jeg fik som sagt et ordentligt hak på hagen, og Anne-Marie, der var den af os, som blev mest smadret, måske fordi hun sad på mit skød, slog sig på munden og havde en lidt skæv mund i flere år derefter', skriver dronning Margrethe i bogen.

Bilen var totaltskadet efter ulykken. Foto: Sven Gjørling/Ritzau Scanpix
Bilen var totaltskadet efter ulykken. Foto: Sven Gjørling/Ritzau Scanpix
 

Var uopmærksom et øjeblik
Ifølge dronning Margrethe skete ulykken, da dronning Ingrid forsøgte at hjælpe Anne-Marie på forsædet. Ulykken skete blot få kilometer fra slottet.

'Mens hun kørte, forsøgte hun, så vidt jeg husker, at hjælpe Anne-Marie op på skødet af mig og var derfor ikke helt opmærksom på vejen. Pludselig lød der et ordentligt brag. Det næste, jeg ved af, er, at jeg vågner op i en sygeseng på Sønderborg Sygehus med bandage om hovedet. Jeg havde det ikke godt. Jeg havde fået en flænge på hagen. Det var ikke alvorligt, men det var slemt nok til, at der var blod over det hele', lyder det fra dronning Margrethe.

I bogen fortæller dronning Margrethe, at de alle tre lå på hospitalet i flere dage, og at ulykken var et stort chok for hele familien. Ikke mindst hendes far, kong Frederik 9.

'Ulykken var en forskrækkelse for os alle. Mor var brødebetynget over, at hun havde udsat os for den, og far var dybt chokeret. Begivenheden gjorde et voldsomt indtryk på ham. Da jeg kom tilbage til Graasten Slot, måtte jeg ikke løbe og var af lægerne blevet formanet til at holde mig i nogenlunde ro på grund af hjernerystelsen', lyder det fra Margrethe.

Også chaufføren Poul Henriksen kom til skade under ulykken og fik blandt andet slået et par tænder ud.

Ulykken skræmte dog ikke dronning Ingrid fra at køre i bil i fremtiden. Hun fortsatte ufortrødent.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

En del gerningsmænd synes at gå fri