Efter svær beslutning: Nu bekræfter kongehuset

Prins Christian skal endelig konfirmeres

Kirken er den samme, som hans far blev konfirmeret i for 40 år siden. Foto: Philip Davali
Kirken er den samme, som hans far blev konfirmeret i for 40 år siden. Foto: Philip Davali

Sidste år måtte prins Christian aflyse sin storslåede konfirmation, da coronarestriktionerne gjorde det umuligt for familien og hoffet at fejre ham.

Nu har kongehuset dog meldt ud i en pressemeddelelse, at den unge prins kan konfirmeres dette forår.

Det bliver 15. maj, at prinsen træder ind i de voksnes rækker ved Fredensborg Slotskirke.

Det bliver biskop Henrik Wigh-Poulsen, der kommer til at forestå konfirmationen.

Derefter vil prinsen blive fejret privat 'med respekt for gældende restriktioner', lyder det fra kongehuset.

Slotskirken er samme sted, hvor kronprins Frederik for 40 år siden selv blev konfirmeret.

Over for Billed-Bladet fortalte kongehuset sidste år, at man havde valgt at aflyse konfirmationen, fordi prinsen er nummer to i den danske tronfølge, og at der i den forbindelse ville være mange udenlandske kongelige gæster inviteret.

Med coronarestriktionerne og forskellige anbefalinger i de forskellige lande var det derfor for besværligt for de kongelige at deltage.

Om kongehuset i år har valgt at droppe invitationen til de udenlandske kongelige, vides endnu ikke.

Ekstra Bladet har været i kontakt med kongehuset, der ikke ønsker at kommentere på eventuelle gæster ved prinsens konfirmation.

Prinsens otte faddere er blandt andre kronprinsesse Victoria af Sverige, kronprins Haakon af Norge, kronprinsesse Mette-Marit af Norge og kronprins Pavlos af Grækenland.