Dronning Margrethe var torsdag i sidste uge på plads hos Skagen Kunstmuseum, hvor hun skulle åbne en udstilling hos det nordjyske museum.
Her ankom hun omkring klokken 14 foran museet, da hun rullede op i hybridbilen af mærket Bentley Bentayga, som hun anskaffede sig for nogle måneder siden. Hun havde dog formentlig ikke det store behov for at strække benene på den nordjyske jord, for hun havde ikke siddet i bilen på turen fra København.
Det skriver Her & Nu i det nyeste nummer af ugebladet, som kan fortælle, at hun i stedet var ankommet til havnen i Skagen med kongeskibet Dannebrog, mens den tomme bil selv havde taget turen over Storebælt og op gennem Jylland for at stå klar til dronningen.
'Efter at være kørt turen på 423 kilometer fra Amalienborg stod chaufføren klar til at fragte hende de omkring 2,3 km til museet og retur, inden den blev sendt tilbage til hovedstaden,' skriver ugebladet.
Kongehuset: Derfor gjorde vi det
Over for Ekstra Bladet forklarer kongehuset, hvorfor man valgte at køre tværs gennem landet for de få kilometers kørsel.
'For at kunne leve op til de sikkerhedshensyn, der gælder, når man kører med et statsoverhoved, er det vigtigt, at chaufføren kører i en bil, han er uddannet til at køre,' oplyser kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til Ekstra Bladet og fortsætter:
'Vi har valgt en hybrid frem for en ren elbil, da der kan være situationer, hvor vi har brug for at køre længere strækninger. Det er dog fortsat kongehusets politik, at vores hybrider hovedsageligt kører kortere afstande.'
Netop det med korte distancer var også forklaringen, da Ekstra Bladet i januar spurgte kongehuset om købet af hybridbilen.
'Dronningens nye bil er købt med hensyn til det funktionelle - og selvfølgelig også med hensyn til miljøet. Bilen skal hovedsageligt tilbagelægge kortere afstande, og da vi nu har fået installeret ladestandere på slottene og fortsat arbejder på at udvide kapaciteten, forventes bilen at køre mest på el', skrev Lene Balleby dengang til Ekstra Bladet.