Her er prins Christians redningsmand

25-årige Nick Malcolm har tidligere reddet liv

Takket være den new zealandske livredder, slap prins Christian heldigt fra sit møde med de stærke australske strømme på Guldkysten. (Privatfoto)
Takket være den new zealandske livredder, slap prins Christian heldigt fra sit møde med de stærke australske strømme på Guldkysten. (Privatfoto)

Det var livredder Nick Malcolm, der torsdag reddede 10-årige prins Christian fra de farefulde strømme på Mermaid Beach ud for den australske Guldkyst.

Nick Malcolm padlede ud og fik prins Christian i sikkerhed, efter en strøm havde ført den danske tronarving for langt ud under en svømmetur.

Det kunne være endt livsfarligt for den 10-årige prins, hvis ikke den australske livredder havde reageret hurtigt. (Foto: AP) Danske kongelige Prins Christian i fare: Reddet af livredder

Ekstra Bladet har været i kontakt med Nick Malcolm, der dog først ønsker at kommentere hændelsen, når han har været i kontakt med sine overordnede i morgen australsk tid.

Nick Malcolms overordnede udtalte sig dog tidligere til australske medier, hvor han sagde, at situationen var livstruende for kronprins Frederik og kronprinsesse Marys førstefødte.

- Vi fik fat i ham, før det blev for alvorligt, men han ville ikke selv have kunnet komme i land, sagde Stuart Keay.

De australske livreddere er meget berømmede for deres indsats, og måske var det netop prins Christians held, at det var Nick Malcolm, der var på vagt torsdag. Livredderen, der er fra New Zealand og nu bor og arbejder på Guldkysten, er nemlig topatlet, og har deltaget i paddleboard-konkurrencer i hele verden.

Har tidligere reddet liv
Den største anerkendelse høstede han dog, da han i januar 2014 reddede den engelske turist John Sherlocks liv.

Nick Malcolm reddede den dengang 68-årige brite, selv om han var forsvundet under vandet og havde stoppet med at trække vejret. Det skrev nzherald.co.nz dengang om den lokale helt.

Nick Malcolm og Stuart Keay udførte livgivende behandling til John Sherlock i 30 minutter, indtil redningsmandskabet ankom. Hele den dramatiske redningsaktion blev filmet af en australsk tv-station.

John Sherlocks overlevelseschancer blev dengang kun vurderet til en til to procent, men takket være den heroiske indsats fra livredderne, kom han sig fuldstændig.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra det danske kongehus

53 kommentarer
Vis kommentarer